Congo en fejlslagen stat

En fejlslagen stat men ikke samfund. Sådan beskrives DR Congo i Verden ifølge Gram på P1 i denne uge.

Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF.
Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF. Foto: .

Den tidligere belgiske koloni er på størrelse med Vesteuropa. 70 millioner mennesker bor i landet. Der er 250 forskellige etniske grupper, som taler 215 forskellige sprog. Derfor føler mange sig også mere knyttet til nabolandene.

LÆS OGSÅ: Rapport: Lokale konflikter øger presset på Afrikas kristne

Congos historie med konflikter er lang og kompliceret. Den østlige del af landet er det farligste område og præget af voldsomme konflikter, som over de seneste måneder er blevet endnu værre. Konflikterne foregår mellem regeringshæren og forskellige militsgrupper og handler om alt lige fra adgang til landets diamanter, guld, værdifulde mineraler og trækul til magt.

Øjvind Kyrø, journalist og forfatter, var en af gæsterne i programmet. Han fortalte om M23. En af de største og farligste oprørsgrupper, som har sit navn efter marts 23-ordningen i 2009, hvor soldater fra forskellige militsgrupper skulle integreres i den congolesiske regeringshær i et forsøg på at stabilisere området.

Aftalen blev indgået med The Terminator. Bosco Ntaganda, der før var jaget af FN for krigsforbrydelser, blev nu forfremmet til general for at være med til at sikre en fredeligere udvikling. Men det kom selvfølgelig aldrig til at fungere, og ifølge Øjvind Kyrø har man med M23 fået skabt den mest morderiske og frygteligste hær i hele verden bestående af gamle krigsherrer og uduelige soldater, der er vant til at plyndre overalt, hvor de kommer frem. The Terminator leder angiveligt den frygtelige rebelgruppe.

Men der er også lyspunkter i Congo. Nogle af klodens sidste bjerggorillaer lever i Virunga Nationalpark, cirka 50 kilometer nord for konfliktområdet i Goma. Det er Afrikas ældste nationalpark opført på Unescos Verdensarvsliste. Ifølge nye tal fra Uganda Wildlife Authority er antallet af bjerggorillaer steget til 880 fra 786 i 2010, og de er blevet en stor turistattraktion.

Ud over til støtte af de vigtige overvågningsaktiviteter af bjerggorillaerne, er indtægterne fra de besøgende blevet investeret i lokale projekter såsom brønde, skoler og bæredygtig energi. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at regeringen holder fast i at forbyde det franske olieselskab Total at bore efter olie i parken.

Tilladelsen er midlertidigt sat på standby. Men hvis den alligevel gives, kan det betyde en afvikling af Virunga som nationalpark. Det vil være en stor trussel mod naturen, dyrelivet og de mange mennesker, som er afhængige af parken i et område, hvor det rent faktisk også går lidt fremad i Congo.

Gram spørger til sidst i programmet om, hvordan fremtiden tegner sig for et mere fredeligt Congo. Buddene går på alt fra, at Vesten og Kina må tage et større ansvar, et stærkere FN-mandat, tropper fra Europa og USA og til, at Congos regering skal interessere sig mere for freden, og at Den Afrikanske Union skal spille en større rolle.

Det er ikke nemt at se en løsning, og som altid er det civilbefolkningen, det går hårdest ud over. Det er en frygtelig situation.

Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden