Hele Danmarks håndboldherrer. Sådan stod der på siden af den bus, der i går eftermiddags transporterede guldmedaljevinderne fra Kastrup Lufthavn til modtagelse på Københavns Rådhus. Og herrer var de over både spillet, situationen og seerne.
Godt at høre om, hvordan spillerne natten inden havde festet igennem. Vel at mærke arm i arm med de serbiske sølvmedaljevindere. I det hele taget opmuntrende, at det voldsomt stort opsatte arrangement i netop Beograd også på den måde fik så lykkelig en finale.
Vi er et land, som ingen hader. Vi er så respekterede, at det ikke er slemt at tabe til os. Det er dejligt at være danskere, sagde træner Ulrik Wilbek i Kastrup Lufthavn. Og man tænkte uvilkårligt: Gid det (igen) også måtte gælde for vort land i alle andre sammenhænge!
En mental rejse kaldte den rutinerede Lars E. Christiansen europamesterskabernes forløb, som han mente ikke kunne sammenlignes med ellers lige så flotte resultater af tidligere mesterskaber. Denne gang var det fra dybt at falde til helt bogstaveligt højt at flyve.
Sådan gik det. På eventyrlig vis fik det dramatiske avancement en smuk pointe. Fra at være dømt ude som tabere til at kæmpe sig op igennem trængslerne til sejrsskamlerne fik publikum en demonstration af, hvad holdmoral og optimisme betyder.
Ingen kamp er forbi, førend dommeren har fløjtet af. Selv i de allersidste sekunder kan en ellers umulig situation vendes til det bedste. Det er kendetegnende for håndboldspillets flyvske karakter, at held, spontanitet og selvtillid lynhurtigt kan give nye håb og rollemodeller.
Som det fremgik af TV 2s timelange reportage af modtagelsen, så er det vigtigt ikke at glemme, at landsholdets store bedrift er opnået takket være utallige sportsudøveres arbejde op igennem tiden. Også sådan skal påskriften Hele Danmarks håndboldherrer forstås.
Det var jo ikke alene, fordi for eksempel Polen gav os en hjælpende hånd ved at sende Tyskland ud, at alt pludselig bare gik op i en højere enhed, som mange udtrykte det. Det var også vigtigt, at guldholdet ikke selv tabte modet, og at alle (næsten) vedblev at tro på det bedste.
Og her må det være på sin plads med et tankeeksperiment i form af et par spørgsmål: Hvad ville der være sket, hvis en håndboldpræst som en anden feltpræst inden kampen havde kaldt til bøn og havde lyst velsignelsen? Havde det mirakuløse forløb da ikke været et gudsbevis?
Her må det også være på sin plads kun at omtale gutterne som et gudbenådet landshold ud fra den indstilling, at det er de alene, fordi alle andre hold også er det. Det har jeg flere gange haft brug for præciserende at sige til mig selv.
Med al respekt for katolske sportsfolks korstegn, ville det så ikke være noget nær blasfemisk at påstå, at Vorherre i søndags havde en særlig hånd med i håndboldherrernes guddommelige samspil hvor fristende det end kunne være med alle de dannebrogskors?
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder