Prøv avisen
Mediekommentar

Da De Olympiske Lege mistede deres uskyld

DR K har leveret udførlig dokumentation af De Olympiske Leges problematiske historie, skriver Leif Hjernøe. Her et foto fra OL i Tyskland i 1936. – Foto: Scanpix

Vi må ikke glemme De Olympiske Leges problematiske historie, skriver Leif Hjernøe.

Det er med fare for at ødelægge den gode stemning, at det følgende skrives.

Jeg tænker på, at det jo er i nat, OL-åbningsceremonierne i Brasilien finder sted. Hvad ligner det så allerede i overskriften at antyde, at disse spalter kommer til at handle om skyld og uskyld?

DR K viste dog det hensyn i behørig tidsmæssig afstand i mandags – og ikke i aften – at fylde hele sendefladen med en meget udførlig filmisk dokumentation af De Olympiske Leges problematiske historie og også helt aktuelle iscenesættelse.

Både hvad angår ideologi, koncept og æstetisk er fænomenet som skabt for totalitær tænkning og centralperspektiverende verdensbilleddannelser, netop sådan som de værste despoter til alle tider har ønsket sig det. Et par fremmedord trænger sig på:

Absolutisme er den historiske betegnelse for den egenrådige magtudfoldelse, som op igennem tiderne blandt andet er blevet synliggjort af eneherskeres (mis)brug af arkitektoniske virkemidler: enevældig almagt på de fattigstes bekostning.

Potemkinkulisse er et selvironisk fint ord om noget, der skal se ud af mere, end det er. Udtrykket opstod tankevækkende nok ved Sortehavets nordkyst. Det skete allerede i 1787, da kejserinde Katarina II besøgte de nyerobrede russiske områder.

For at gøre indtryk på kejserinden, og for at forføre hendes udsøgte følge til at tro, at overgrebet var sket til folkets fordel, havde prins Grigorij Potjomkin (deraf orddannelsen) opstillet kulisser, der på afstand skulle ligne en idyllisk landsby.

Når disse fremmedords betydning her skal repeteres, er det, fordi de så kortfattet som muligt kan bruges til at sige noget om de meget omfattende alvorlige problemer, der også denne gang danner baggrund for OL-åbningsceremonierne.

Efter at have set mandagens britiske og tyske dokumentarudsendelser om Hitlers OL, ”som hele verden valgte at lege med i”, og derefter langt ud på natten til tirsdag at have set Leni Riefenstahls nazi-propagandistiske ”Olympia I-II”, så må jeg atter en gang se på OL-udstyrsstykket med største mistillid til sigtet med dens nærmest stalinistiske scenografi – dog ikke til sportsudøvernes motiver, vel at mærke!

Fascinationen af masseopbud af marcherende atletiske skikkelser, superkvinder og supermænd, er jeg som krigsbarn for altid vaccineret imod. Men hvad med nutidens ”uskyldige” ungdom? I hvor høj grad er de bevidste om, at det for eksempel var Hitler, der opfandt ”den olympiske fakkel”?

Hvor meget er de blevet informeret om, at OL’s absolutistiske potemkinkulisser er baseret på tvivlsomme økonomiske og organisatoriske magtforhold? Hvor kendt er det, at De Olympiske Lege mistede deres politiske uskyld allerede i 1936?

Herrefolksmentalitet kalder man det fascistoide menneskesyn, der søger at forherlige det perfekte overmenneske. Lad os midt i OL-beruselsen solidarisere os med klodens alt overvældende flertal af skæve, forpinte og undertrykte eksistenser.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder