Prøv avisen

Da Søren Pind blev omvendt

FOTO AF SØREN PIND (TV.) OG JACOB HOLDT: DR

Pind og Holdt i USA har udgjort en begavet optakt til det amerikanske valg. For mens det stadig er begrænset, hvad man lærer om et fremmed land ved at se fjernsyn, kan man lære en del ved at følge to mennesker, der hver især holder af det, skriver Sørine Gotfredsen

Forleden havnede jeg i en diskussion om, hvordan man i medierne bør dække den amerikanske valgkamp. Min modpart mente, at mens det kan være trættende med den store fokusering på de to kandidaters taktiske manøvrer, giver det mere mening at sende en journalist til Wisconsin for at portrættere en mand, der lever sit liv der. Jeg er uenig.

Det udgør i mine øjne lidt af en journalistisk illusion at tro, at folk vinder særlig indsigt i et andet land ved, at man opsøger tilfældige borgere i det. Vi har primært brug for at kende de store linjer i forhold til, hvordan den kommende præsident ser på den omgivende verden, og det indre Amerika kommer man nok kun til at kende ved selv at drage ind i det.

LÆS OGSÅ: Søren Pind kom ufrivilligt i centrum

Det er sikkert i høj grad med netop denne overbevisning, at DR 2 før valget sendte to mænd af sted. Nemlig fotografen Jacob Holdt, der i årevis har arbejdet på at portrættere den barske del af USA, og venstrepolitiker og erklæret Ronald Reagan-fan Søren Pind.

TEMA:Følg præsidentvalget på k.dk

I tre afsnit, hvoraf det sidste blev sendt mandag aften, har de to med hver sin indgangsvinkel forsøgt at vise den anden det USA, de mener, at man bør kende.

Pind og Holdt ser uendelig forskelligt på verden, og det viste sig at være godt tænkt at sende dem af sted sammen. Man kan hævde, at man undervejs har lært mindst lige så meget om de to som om USA, og man studsede indimellem over især Holdts noget fastlåste tænkning.

Som da han i mandags tog Pind med ud til en stormoské, der på fredelig vis deler parkeringsplads med en kirke, og påstod, at grunden til, at vi endnu ikke har en stormoské i København, er, at den danske modvilje er så stor. Mig bekendt er selv Københavns domprovst villig til at samle penge ind til den.

Men en styrke ved programmerne har været, at når USA ses gennem to personer, der hver især brænder for landet, får man noget at måle tingene i forhold til. Når Holdt for eksempel tager Pind med ud til en flok hjemløse, som den økonomiske krise har sendt på gaden, er den ideologiske hensigt anderledes klar, end når man i hænderne på en journalist aldrig helt ved, hvad hensigten er med at vise netop denne stump af USA frem.

Pind og Holdt i USA er åbenlyst baseret på ideologi, og disse to mænd ved man, hvor man har. Eller gør man?

Da de til slut på lidt forudsigelig sentimental vis må sande, at de trods alt er kommet til at holde af hinanden, skal de også gøre op, hvem de selv ville stemme på.

Demokraten Jacob Holdt vakler ikke i sin tro, men Søren Pind er blevet splittet. Romney eller Obama?

Om det var den følelsesladede tv-stemning, trangen til at sige, hvad flertallet gerne vil høre, der jo kan overmande enhver, eller ren oprigtighed, vides ikke. Men Søren Pind har ladet sig omvende og hælder i dag mest til Barack Obama.

Pind og Holdt i USA har udgjort en begavet optakt til det amerikanske valg. For mens det stadig er begrænset, hvad man lærer om et fremmed land ved at se fjernsyn, kan man lære en del ved at følge to mennesker, der hver især holder af det.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter