Det slog mig for nyligt. Gad vide, om Rasmus Paludan har humor? Ja, endog selvironi?
Man kan komme i berettiget tvivl, når Rasmus Paludan beskriver sig selv, så vidt forstås i ramme alvor, som ”frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter, danernes lys”.
Det er, jysk sagt, ikke så lidt, og apropos lys sætter Paludan ikke sit under en skæppe. Nu har politiske kandidater ikke ligefrem for vane at underdrive deres betydning og evner, men Rasmus Paludan udgør alligevel en højdespringer. Paludans selvtildelte ærestitler lyder som noget Nordkoreas leder Kim Jong-un kunne finde på at smykke sig med.
Jeg har ganske vist set den rundhovedede diktator grine, men det har vist aldrig været af sig selv og slet ikke af den latterlige persondyrkelse, som bliver ham og familien til del.
Under valgkampen har TV 2 lavet en portrætrække af de 13 partiledere under titlen ”Min verden”. Her handler det ikke om partiprogrammer og valgløfter, men om personen bag politikeren. Man kan godt synes, at politik er alt for personfikseret, men man kommer heller ikke uden om personernes betydning. En rigtig politik er ikke meget bevendt, hvis man ikke har de rigtige kvinder og mænd til at føre den ud i livet.
Politikere har ret til privatliv, men offentligheden har også en ret til at få indtryk af deres karakter og kende deres biografi. Og i ugens løb var det netop ”danernes lys”, alias Rasmus Paludan, som var i studiet hos Cecilie Frøkjær. Viste Rasmus Paludan ikke synderlige tegn på selvironi, viste han i hvert fald selvindsigt nok til at sige:
”Jeg er en meget polariserende person”.
Det er ikke løgn, men Paludan er sandelig ikke ene om den polariserende facon og verbale tilsværtning. Er en kendt debattør som forfatteren Carsten Jensen egentlig mere nænsom i omtalen af sine politiske modstandere?
Under interviewet med Rasmus Paludan fik man indtryk af en noget pedantisk natur optaget af grammatiske fejl og færdselsforseelser, altså de andres, som han yndede at offentliggøre på nettet. Det sproglige og juridiske paragrafrytteri havde dog ikke hindret Rasmus Paludan i at få et polititilhold om ikke at opsøge en tidligere medstuderende, men det ville Paludan ikke udtale sig om. Man skal dog optræde noget chikanøst for at få sådant et på halsen. ”Danernes lys” virkede unægteligt temmelig lyssky ud i den sag.
Det var nu ikke uden humor, at mens Cecilie Frøkjær interviewede Rasmus Paludan, tog nogle demonstranter opstilling uden for studiets panoramavinduer med et stort banner for Veganerpartiet. Det er der vel lige så meget kød på som Rasmus Paludans selvbillede, men Veganerpartiets medlemmer er nok ikke bange for, at der er nogen, som skal gå i kødet på dem.
Anderledes med Rasmus Paludan, som må beskyttes af politiet. ”Danernes lys” har om ikke andet bragt mørkemændenes voldsparathed frem i lyset, men et menneske kan også blive forblændet af sig selv og lys bare være blålys.
Jesper Bacher er sognepræst.