I 1934 skrev arbejderdigteren Oskar Hansen en sang til det socialdemokratiske partiprogram, som delte navn med programmet. Jeg tænker på ”Danmark for folket”. Det er en god og marvfuld sang, som godt kan istemmes, selvom man aldrig har stemt socialdemokratisk eller regner sig for nogen nuance af politisk rød.
I ”Danmark for folket” synges der om ”Hver og en, der virker med evne og ånd/og hver og en, der skaber med den barkede hånd”.
Omkvædet er også godt: ”Plads for dem alle/plads for alle, der vil/Danmark for folket”.
Man kan i ordets bedste forstand kalde ”Danmark for folket” en inkluderen
de sang. I Danmark skal der være plads til alle, og alle har deres plads.
Uden at skyde journalist og forfatter Lars Olsen noget i skoene tror jeg, at ”Danmark for folket” kunne være en slags slagsang for hans anliggende i bogen ”De forsvundne danskere”, som i sidste uge har været omtalt i flere medier.
Lars Olsen ønsker nemlig at sætte fokus på de 39 procent af befolkningen, som har fysisk arbejde, det man engang kaldte arbejderklassen, og som efter hans mening ikke indtager den plads i den offentlige bevidsthed, som de burde gøre. Vel tales der om Produktionsamfundet, men den store gruppe af danskere fylder ikke rigtigt blandt meningsdannere og beslutningstagere.
De økonomiske, administrative og kulturelle eliter har svært ved at se længere end eget nærmiljø og virkelighed, mens utrygheden vokser blandt den store gruppe af danskere, som sveder over andet end regneark og ordstrømme. De, som frygter at miste deres arbejde til udenlandsk arbejdskraft, og som føler, at efterløns-og pensionsreformerne ikke tager højde for den fysiske nedslidning, som er deres virkelighed.
Det fortalte Lars Olsen til Jacob Rosenkrands i ”Deadline”, men han blev også spurgt, om ikke netop denne gruppe nyder øget politisk opmærksomhed i disse år? Lars Olsen syntes nu mest, at det var blevet ved snakken, men han så sandelig gerne en konkurrence mellem partierne om at sætte på dagsordenen.
I en debatbog som Lars Olsens må det være tilladt at trække linjerne hårdt op. Måske forholder det sig trods alt lidt mindre grelt, men uden at blive anti-elitær, så har eliterne godt af modspil. Det er ikke altid, at udsigten er så god på toppen. Ja, man kan faktisk komme til at overse mangt og meget. Det er i hvert fald essentielt for sammenhængskraften, at vi ikke mister blikket for dem, som ikke ligner os selv.
Lars Olsen talte om ”hovedstadsboblen”, og den har godt af at briste, men det gælder nu også andre bobler. Socialt og politisk snæversyn er en hårdnakket og udbredt synsskade, og i det arbejdermiljø, jeg selv er rundet af, var der ikke altid den store forståelse for åndens arbejde.
Skal Danmark være for folket og alle, der vil, så skal vi ville hinanden i al vores forskellighed. Hvis nogen forsvinder, så må de findes igen. I Vidensdanmark og Produktionsdanmark har vi brug for at vide noget om hinanden i stedet for at producere fordomme og stereotyper.
Jesper Bacher er sognepræst