DET ER ALTID smigrende, når nogen finder én værd at beskæftige sig med. Derfor har det naturligvis fyldt meget i de danske medier, at en journalist fra den amerikanske tv-kanal Fox Business News har leveret et friskt signalement af Danmark. Trish Regan, som værten hedder, beskrev forleden vort land som lidt af et socialistisk mareridt, hvor man betaler tårnhøj skat, fratages enhver motivation for at udrette noget, mens en stor mængde brødfødes af staten. Noget af det er jo ikke helt løgn.
Mange af os er enten ansat i staten eller direkte forsørget af den, og man kan utvivlsomt i dette solide velfærdssamfund få kvalt en del af sin virketrang. Det skal huskes, når man overvejer, hvordan en amerikansk journalist kan skabe så stor opmærksomhed med nogle løse, personlige betragtninger, der munder ud i en skør sammenligning mellem det velordnede Danmark og det kaotiske Venezuela.
En stor del af forklaringen er, at mediekraften trækker os rundt ved næsen, og mens man kan mene, at finansminister Kristian Jensen (V) skulle bruge sin tid på noget bedre, har han kommenteret påstandene, fordi han sandsynligvis føler sig nødsaget til det. Nok ikke helt uden grund. USA’s præsident lytter til Fox News, tusindvis af amerikanere lytter til kanalen, og den globale samtale er svær for en ansvarlig politiker blot at melde sig ud af.
Protesterne har da også fået Trish Regan til delvist at trække i land. Imidlertid ligger denne kvinde faktisk ret godt på linje med, hvad der ellers er blevet sagt om Danmark op gennem historien, hvor der bare ikke var nogen, der opdagede det, fordi verden var lykkeligt fri for elektroniske medier. Allerede i 1692 skrev englænderen Robert Molesworth disse ord efter et ophold i Danmark: ”Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens…”
DEN RØDE TRÅD i karakteristikken af os bør ses i forhold til den generelle reaktion på seneste melding fra USA. Ikke mange har nemlig grebet anledningen til at diskutere forholdet mellem skat og selvstændigt virke. End ikke Liberal Alliances styrmand, Anders Samuelsen, skal åbenbart nyde noget, og vi har primært oplevet forargelse og indadvendt morskab.
Det er virkelig interessant. Vi er vel de eneste mennesker i verden, der vil acceptere at betale så meget i skat, for vi sætter vist nærmest en ære i at være nogenlunde ens (at du bare ved det, Mr. Molesworth), og vi lærer i disse dage, at end ikke nutidens mediestrøm, teknologiske tyranni eller indædte mangfoldighedsideologi har fået has på en basal folkekarakter.
Reaktionen på de ord, der fra tid til anden siges om Danmark i den store verden, stadfæster blot tilstanden. Man troede vel engang, at den verdensomspændende mediesamtale ville ændre en folkelig tilstand, men det omvendte kan også ske.
Man kan blive endnu mere bekræftet i, hvem man er, og det er der egentlig noget ret opbyggeligt ved.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.