De fattige har I jo altid hos jer

"Vi er ikke, hvad vi tjener, og vores status hænger ikke på statussymboler," skriver dagens mediekommentator

Medlem af Folketinget (MF) for Socialdemokraterne (S) Rene Skau Bjørnsson.
Medlem af Folketinget (MF) for Socialdemokraterne (S) Rene Skau Bjørnsson.

OVER MIDNAT kunne man tirsdag høre en genudsendelse af P1-programmet Den sociale udfordring, som meget apropos handlede om uddeling af julehjælp. Rene Skau Björnsson, formand for Børnesagens Fællesråd, fortalte om indsatsen for de fattige familier op til jul.

Julens gaveræs og almindelige forbrugsniveau udstiller i særlig grad de økonomiske forskelle, og derfor er det oplagt at hjælpe netop i denne tid, så flere bliver i stand til at holde en ordentlig jul. Desuden sidder pengene lidt løsere på folk i den søde juletid. Hjerternes fest giver hjerte for de ringere stillede.

LÆS OGSÅ: Det er ganske vist det bliver jul igen i år

I udsendelsen gik man ud fra den officielle fattigdomsgrænse. Ifølge grænsen defineres man som fattig, hvis man tre år i træk har haft en indkomst under 50 procent af medianindkomsten og ikke har en formue på over 100.000 kroner, hvilken giver 42.200 fattige i Danmark.

Mange af dem er børn, som lider under den eksklusion og stigmatisering, som fattigdommen medfører. Rene Skau Björnsson kunne også fortælle, at fattigdommen går i arv, således at 7 ud af 10 børn med forældre på overførselsindkomst selv kommer på overførselsindkomst, når de bliver voksne.

Hvad må der gøres? Rene Skau Björnsson pegede på, at såvel det offentlige som de frivillige organisationer skulle yde deres for at bryde den stigende fattigdomskurve og den tunge sociale arv. Julehjælp er god hjælp i en dyr tid, men det er et plaster på såret, ikke dybtgående fattigdomsbekæmpelse.

I den stedlige menighedspleje er jeg selv med til at uddele julehjælp, men jeg foretrækker at tale om økonomisk betrængte eller mindrebemidlede frem for fattige. Jeg synes, man skal omgås ordet fattig med en vis varsomhed og behørig nuancering. Vi har trods alt nogle af verdens højeste sociale ydelser og et gratis sundheds- og uddannelsesvæsen. Desuden er der noget problematisk ved den måde, man udregner den officielle fattigdomsgrænse på. Det betyder jo, at skulle det ske, at samtlige danske blev dobbelt så rige, ville vi stadig have lige så mange fattige.

Jeg kan simpelthen ikke se, at jeg bliver fattigere ved, at min nabo tjener tre gange mere end mig frem for bare dobbelt så meget. Jo, måske bliver min selvfølelse lidt ringere, men så er det på tide med et rask selvopgør ihukommende de bibelske advarsler mod misundelse og havesyge.

Det fritager selvfølgelig ikke fra at gøre en social indsats. Der er mennesker, som har brug for hjælp til at komme på benene, i gang og videre i livet. Der er mennesker, som er fattige på selvtillid og gode netværk, gåpåmod og uddannelse. Der er mennesker, som er tynget af gæld og rod i økonomien. Der er medmennesker, som kræver os, og ingen kan gøre alt, men alle noget.

Man må også sige, at vores rige samfund er såre fattigt, når mennesker måles i penge. Vi er ikke, hvad vi tjener, og vores status hænger ikke på statussymboler. Det er simpelthen for fattigt at være materialist.