PÅ SØNDAG skal der i landets folkekirker prædikes over lignelsen om den fortabte søn. Jesu berømte tale om forvildelse og hjemkomst, brud og forsoning, anger og glæde er evangelisk kernestof og gået ind i sproget. Der tales stadig om husets fortabte sønner, og fedekalven må stadig holde for, når de finder vej hjem.
I DR-dokumentaren ”Aldrig for sent” kunne man høre lignelsen som en bibelsk underlægning til historien om tre fædre, der havde mistet forbindelsen med deres børn.
Baggrunden er det dystre faktum, at hver femte dansker på grund af en konflikt ikke længere har kontakt med et eller flere familiemedlemmer. Man siger, at blod er tykkere end vand, men ofte udvandes blodet af konflikter, bitterhed og svigt. Også de helt nære relationer kan fortabes.
Men måske kan det brudte stadig læges. Det var det håbefulde udgangspunkt i ”Aldrig for sent”, hvor psykolog og familieterapeut Ulla Dyrløv gjorde et behjertet forsøg på ”familiesammenføring”, og i onsdags var det altså tre fædre, som var blevet fravalgt af deres børn.
Som i lignelsen om den fortabte søn havde børnene vendt dem ryggen, men det var fædrene, som angrede og med Ulla Dyrløvs hjælp prøvede at gå i sig selv og række ud efter deres børn.
Vi fik kun fædrenes version, men de var også mænd for at se deres egne svigt i øjnene. Ulla Dyrløv beskrev den gode forælder som piloten, der med overblik og sikkerhed styrer maskinen ad ret kurs.
Det var et fint billede, men vi er mange forældre, som må vedgå, at vores styring ikke altid har slået til. Der kan komme turbulens på enhver flyvetur, og cockpittet er ikke altid en oase af ro og kompetent myndighed. Gud ske lov er børn såre overbærende i forhold til deres forældre, men der kan komme en smertegrænse og et tillidstab, som er svært, ja, sommetider umuligt at genoprette.
Claus, Flemming og Bjarne fik gennem samtalerne med Ulla Dyrløv øjnene op for flere sider i deres brudte forhold, og på hendes tilskyndelse appellerede de direkte til deres børn.
Hvad skal man sige til det? Det var fjernsyn om mange danskeres blødende hjertesår, men hvor offentlig bør man gøre den personlige og familiære smerte? På den ene side havde Claus, Flemming og Bjarne selvfølgelig selv indvilget i deres medvirken, men måske var deres børn ikke synderlig begejstrede for, at deres familieforhold blev udstillet for familien Danmark?
På den anden side fik smerten og problemerne ansigter og stemmer i ”Aldrig for sent”, og fjernsynets appelkraft kan også medvirke til forsoning eller i hvert fald bringe et møde i stand.
Ulla Dyrløv sagde flere kloge ting blandt andet om smerten ved savnet som noget, der må leves med. Den, som har hjerte i livet, føler livets smerte. Det er ikke en mangel eller et svaghedstegn, det er et sundhedstegn.
Hun formanede de tre fædre til aldrig at sige farvel til håbet, men til slut i programmet blev det meddelt, at endnu havde ingen af børnene reageret på fædrenes henvendelse. Usvigeligt kan man kun håbe på Gud.
Jesper Bacher er sognepræst