De knap så fredelige gamle dage

Amerikansk dokumentar kan hjælpe os med at huske, at terrorisme i Vesteuropa ikke er et nyt fænomen. Faktisk kostede terror flere liv end i 1970’erne og 1980’erne end i dag, skriver Jesper Bacher

Et af de værste terrorår i 1970’erne var 1972 med gidseltagningen af de israelske atleter under OL i München. Her ses en af de maskerede arabiske terrorister bag angrebet, som kostede 11 israelere livet. –
Et af de værste terrorår i 1970’erne var 1972 med gidseltagningen af de israelske atleter under OL i München. Her ses en af de maskerede arabiske terrorister bag angrebet, som kostede 11 israelere livet. – . Foto: DPA.

”OM HUNDRED ÅR ER ALTING GLEMT,” lyder en gammel vise.

Det er nu ikke ganske sandt, og dog er der sandhed i udsagnet. Vi går og glemmer. Nogle af os er særlige glemsomme af natur – jeg har stort set glemt alt undtagen mine børn – men vi kan også gøre os skyldige i kollektiv glemsel.

En glemsel af historiske forhold og begivenheder, og de behøver såmænd ikke række hundrede år tilbage. Den glemsel er farlig, for den kan føre både til fortvivlelse og hovmod. En fortvivlelse, som glemmer, at vores kriser ikke er historisk enestående. Et hovmod, som glemmer, at vores storhed ikke er historisk uimodståelig. Hverken modgang eller medgang undgår at blive revet med af historiens strøm.

Den amerikanske dokumentar ”70’erne: Terrorisme” på DR 2 hjalp os med at huske, at terrorisme i Vesteuropa ikke er et nyt fænomen. Faktisk kostede terror flere liv end i 1970’erne og 1980’erne end i dag.

Et af de værste terrorår var således 1972 med gidseltagningen af de israelske atleter under De Olympiske Lege i München. Der var også september 1970, hvor hele fire passagerfly blev kapret af palæstinensiske terrorister, og den 21. juli 1972 sprængte IRA 20 bomber i Belfast inden for halvanden time, så 13 mennesker mistede livet.

I Tyskland henrettede RAF repræsentanter for systemet, og i Italien bortførte og myrdede De Røde Brigader den tidligere ministerpræsident Aldo Moro. Også i USA var der gentagne bombeangreb, og hinsides Atlanten havde de deres egne militante som for eksempel Weather Underground, der erklærede krig mod den amerikanske stat uden dog at være så skånselsløs som de europæiske terrorister.

Jo, terrorisme har vi set før, og dengang i 1970’erne var mange terrorister ideologiske børn af Vestens egne utopier. De venstreorienterede terrorister abonnerede jo på forskellige varianter af kommunismen, om det så var marxisme, leninisme eller maoisme.

Det var ikke en islamisk stat, men det klasseløse samfund, som foresvævede ugerningsmændene og forlenede dem med god samvittighed, når de terroriserede deres omgivelser. Dertil var der terrorister med en national dagsorden som IRA, der ville have Nordirland ud af Storbritannien, den baskiske separatistbevægelse ETA, som ønskede løsrivelse fra Spanien, samt PLO og PLFP, som ville en palæstinensisk stat og Israel på historiens mødding.

Det var tankevækkende at høre en kommentator fra 1970’erne, som i lyset af den omsiggribende terror erklærede, at ”civiliserede mennesker må vænne sig til meget mere politi”.

Sådan er det også i dag, hvor sikkerheden skærpes, og myndighederne styrkes. Dokumentaren trak i øvrigt tråden op til de nutiden, for i slutningen af 1970’erne kom ayatollah Khomeini til magten i Iran og tillod studenterne at besætte den amerikanske ambassade i Teheran. Nu fik terrorismen en islamisk begrundelse, og det fænomen er som bekendt bare vokset.

Terrorismen bliver vi nok aldrig helt af med, selvom vi aldrig skal affinde os med den. Den lever af den grænseløse selvretfærdighed, som ophæver alle moralske grænser. Verdensrevolutionen og det muslimske kalifat er gjort af samme stof. Det er værd at huske også om hundrede år.

Jesper Bacher er sognepræst