Prøv avisen

De må hjertens gerne komme med

Jeg tror, det er de færreste mennesker, der kan gennemskue, hvad en prime time-eksponering vil betyde for deres liv, dette være sig i ro og overskud - langt mindre i en ekstra sårbar periode, skriver journalist og radiovært Gitte Løkkegaard. Foto: Keld Navntoft.

mediekommentar

TORSDAG AFTEN klokken 20 sendte TV 2 programmet Sidste omgang om Glen, der ifølge programteksten er ved at drikke sig selv ihjel og får hjælp af coach og ædru alkoholiker Carl Christian Randow. Hvordan det gik, ved jeg ikke, for jeg valgte programmet fra.

Det har sikkert været en rørende udsendelse, som mange alkoholikere og pårørende har haft glæde af at se, men jeg har det svært med den type udsendelser. De kan klippes mere eller mindre skånsomt og efterlade de medvirkende med mere eller mindre værdighed, men grundlæggende tror jeg ikke, det er godt for mennesker at blive fulgt og filmet i deres allermeste sårbare perioder.
LÆS OGSÅ: Ja tak til hvidvin - nej tak til forbud

Jeg tror, det er de færreste mennesker, der kan gennemskue, hvad en prime time-eksponering vil betyde for deres liv, dette være sig i ro og overskud langt mindre i en ekstra sårbar periode.

Dette er selvfølgelig fjernsynets moralske dilemma. For vi vil gerne se og tilrettelæggerne vil gerne lave programmer, der handler om noget, og som går tæt på mennesker i alle livssituationer, samtidig med at det kan være rigtig dårligt for de samme mennesker at dele deres liv med Danmarks befolkning på dette tidspunkt i deres liv. Jeg har ikke noget svar på dette dillemma.

Samtidig med programmet Sidste omgang havde DR premiere på serien Må vi komme med?, hvor Jan Gintberg og Huxi Bach rejser rundt i Danmark efter tilfældighedernes princip og inviterer sig selv med ind i danskernes liv.

I dette afsnit nåede de til Esbjerg og Rømø (det vil føre for vidt at beskrive de finurligheder, der førte dem derhen), men på deres vej mødte de blandt andre en far og datter, der skulle til Esbjerg for at købe en brugt Audi capriolet, elektrikeren Finn, der havde været ude at købe en bordplade med sin kone og den gamle kirketjener Niels, der efter sigende skulle kende hver en indfødt rømser.

Det lyder overfladisk, og det er det også, men det interessante ved den type programmer er, at der så pludselig kan falde en historie af, som bryder den henslængte stil.

Således fortalte Niels på en tur gennem kornmarken, hvordan hans kone forlod ham en måned før deres sølvbryllup, hvordan han havde tudet lidt, men så efter to måneder havde rejst sig, fundet frem til en gammel ungdomsveninde i København og var rejst derover med en buket blomster, fordi som han sagde: Man kan jo ikke bare sidde der og være mærkelig. De to havde nu været gift i 10 år.

Vi mødte en masse danskere, og man blev altså glad i låget over den uimponerethed og venlighed, de to herrer og fjernsynet blev mødt med. Som da Erwin dukkede op i underbukser og sagde: Ja, kom bare indenfor. Ud over det, var det sjovt.

Jeg sad helt alene og grinede højt, da de to værter var i en jagtbutik for at købe udstyr og Huxi Bach endte i en camouflagedragt, der fik ham til at ligne en mellemting mellem et bøgetræ og en meget grøn høne. Her er i hvert fald et koncept, der egner sig til tv. Her bliver ingen udstillet det skulle da lige være de to værter, men de får jo da i hvert fald penge for det.

Gitte Løkkegaard er journalist og forfatter