Man kan om og om igen blive klogere i mødet med Lykke-Per

Man kan om og om igen blive klogere i mødet med Lykke-Per
Foto: TV 2 / DANMARK ©.

Skulle man være en af dem, der ikke fik set Bille Augusts film ”Lykke-Per” i biografen, er der hjælp at hente.

Anden juledag tog TV 2 hul på tv-udgaven af Henrik Pontoppidans roman, der falder i fire afsnit og tegner lovende. Skuespiller Esben Smed fremstår med sjæl og sind som Per med den fint afstemte kombination af mindreværd, fantasteri og noget grundlæggende troløst. Miljøet i både tidens København og hjemme hos familien Salomon er fyldt med nerve, og jeg er personligt meget til fals for Bille Augusts traditionelle og langsomme fortællestil. Tilmed får man helt fra begyndelsen en dosis af Pontoppidans eminente karakteristisk af menneskets naive fremskridtstro. Centrale ord er lagt i munden på Pers udkårne, Jakobe, der under en middag udtrykker begejstring for ingeniørkunstens erobringer i form af jernbaner, telegrafer og dampskibe.

I romanen lader Pontoppidan Jakobe ”med megen varme” tale om ”den endelige virkeliggørelse af menneskenes gamle drøm om en broderlig forståelse mellem alle jordens folkeslag”. Bille August fastholder klogt disse ord, der i dag lyder som et ekko af Facebook-stifteren Mark Zuckerbergs hyldest af sin egen opfindelse, der ifølge denne moderne fantast skulle forene alle i global kærlighed. I dag ved vi, at den digitale kommunikation i mindst lige så høj grad skaber had, strid og systematiseret løgn, og Pontoppidan fornemmede tidligt faldgruben ved forestillinger om en forbrødret menneskehed. Han forstod, at vi har brug for en mindre og mere konkret verden at hvile i, og at troen på, at teknologiske landvindinger blot vil føre til en smukkere verden, grunder i antagelsen af, at mennesket er så stærkt og godt af natur, at det kan rumme og administrere alt det nye.

Vi ved efterhånden, at det ikke er så simpelt, og Per ender jo også med selv at melde sig ud af den hektiske strøm. For mens hans planer om energiforsyning i pagt med naturens kræfter faktisk er forud for sin tid, besidder han ikke samme talent angående dette at eksistere. Alt det, vi opfinder, fører ikke nødvendigvis til mere lykke, og vi er på vej dybt ind i en epoke, hvor det står klart, at det måske endda kan føre til noget ødelæggende. Fordi teknologien også er en kilde til ensomhed.

Tankevækkende nok kunne man samme aften på DR 1 følge den store årskavalkade, hvor Kim Larsen blev mindet efter sin død. Franz Beckerlee, der var guitarist i Gasolin’, fortalte, at Kim Larsen – der selv var en dedikeret Pontoppidan-læser – hadede computere, biler og mobiltelefoner. Meget af det, der næsten i dag synes at have underlagt sig dele af menneskesjælen.

I en vis forstand fulgte Kim Larsen ikke med tiden, og det er jo også derfor, at han som en helt særlig stemme kunne blive ved med at synge til alle. Han og Pontoppidan anede nok lidt af det samme angående mennesket og tidens vilde strøm, og ligesom man endeløst kan næres af Kim Larsens stemme, kan man om og om igen blive klogere i mødet med Lykke-Per. Fordi noget bliver ved med at være tidløst sandt.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.