Prøv avisen
Mediekommentar

Demokrati er en skikkelig måde at være uenig på

”Demokrati er en skikkelig måde at være uenig på.” Sådan sagde den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup. Sådan er det stadig, selvom udlandet har svært ved at forstå den danske politiske diskussion, mener Leif Hjernøe. - Foto: Erik Jepsen/Scanpix

Som dansker har det været lærerigt at opleve sig selv som såkaldt prygelknabe eller syndebuk. Det har givet indblik i mekanismerne bag de forstemmende automatiske reaktioner, skriver Leif Hjernør oven på en uge, hvor kritikken er væltet ned over Danmark

EFTER FREDAG AFTEN nøje at have fulgt diskussionerne i DR 2's Debatten og Deadline om henholdsvis asylregelstramning og vælgerflugten fra regeringspartierne skal jeg hermed fremkomme med et uopfyldeligt ønske: Gid alverden ville få oversat og dermed få indblik i danskernes nuancerede måde at diskutere politik og praktisere demokrati på!

Fredag aften var en demonstration af, hvorfor K.E. Løgstrup igen og igen er blevet citeret for at sige: ”Demokrati er en skikkelig måde at være uenig på”. Senest blev det anført af kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) i den udgave af ”Mennesker og tro”, som jeg i går omtalte på dette sted i avisen.

”Skal Danmark skamme sig?”.

Sådan stod der øverst på skærmen under det timelange program Debatten. Efter at have fulgt Clement Kjersgaards dygtigt disponerede udsendelse må mit svar lyde: Nej, selvfølgelig skal Danmark ikke skamme sig. Og det af hele tre grunde:

For det første, fordi det er højst usikkert, hvad det egentlig er, ”man” mener, vi skal skamme os over. Hvis Danmarks måde at modtage krigsflygtninge på kunne efterlignes overalt i verden, så ville megen elendighed være undgået. Og det helt uanset, hvor diskutabelt det er foregået.

For det andet, fordi det også fremgik af samme aftens Deadline på DR 2, at afstanden mellem vælgerne og Christiansborg er blevet så stor, at det er usikkert, hvad man egentlig skal forstå ved Danmark. Hvis landets befolkning ikke længere kan identificere sig med regeringens politik, så kan det allerhøjst blive til, at vi skal skamme os på regeringens vegne, men det er jo umuligt.

For det tredje, fordi vi jo overhovedet ikke kan skamme os kollektivt i et mangfoldigt og dermed demokratisk styret samfund.

”At demokrati er en skikkelig måde at være uenig på” er ensbetydende med, at vi har fordelt os efter anskuelser med ret til vedvarende at foretage korrektioner af disse anskuelser. Det kan i mange måder være særdeles irriterende, men netop det har vi på forbilledlig vis lært at leve med på en anstændig måde.

Hvordan og hvorfor udlandet - hvad og hvem det nu ellers er - har svært ved at fatte vores handlemåder, det skal vi gøre os endog megen umage med at forstå. Hvorfor reageres der så overfladisk og i ordets negative forstand så primitivt på Danmarks flygtningelove?

Svaret er for så vidt enkelt: fordi der råder en åbenbart globalt omfattende fundamental uvidenhed om vores sært sammensatte, sårbare demokratiske styreform.

Som dansker har det været lærerigt at opleve sig selv som såkaldt prygelknabe eller syndebuk. Det har givet indblik i mekanismerne bag de forstemmende automatiske reaktioner.

Gad vide, om for eksempel de engelske karikaturtegnere er bevidste om, at deres nazificering af danske politikere - ved at sammenligne dansk flygtningepolitik med nazisternes overgreb mod jøderne - i sig selv er at sammenligne med fordomsfuld nazistisk propaganda.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder