Prøv avisen
Mediekommentar

Donald Trump er frihedens pris

Men politik handler også om personligheder, og Donald Trump virker mere i sine følelsers og indskydelsers vold, end godt er. Donald Trump står i vejen for sin sag, mens Hillary Clinton ikke altid står for de rigtige sager, skriver Jesper Bacher. Foto: John Locher/AP

I et sundt demokrati må kunne tale lige ud af posen. Selvom tonen i den amerikanske valgkamp har været særdeles grovkornet, kan man glæde sig over, at den som efterstræber verdens højeste embede, må træde offentligt frem, tale sin sag og finde sig i kritik, skriver Jesper Bacher

”Demokrati i Amerika” lyder den danske titel på et af de mest berømte værker om demokratiets fysiognomi. Forfatteren var den franske aristokrat Alexis de Tocqueville, som i 1830'erne foretog en studerejse til USA.

En slags politisk fremtidsrejse, for demokratiet skulle jo senere krydse Atlanten og blive styreform også i det gamle Europa. Jeg tog mig i at tænke, hvad den fintfølende og observante Tocqueville mon ville sige til den verserende præsidentvalgkamp?

Hvad havde han tænkt, hvis han havde overværet den sidste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump, som den udspillede sig i Las Vegas?

Tocqueville, som kunne anføre, at ”I demokratierne er manererne aldrig så raffinerede som hos de aristokratiske folk, men de er heller aldrig nogensinde så grovkornede."

Man synes ellers nok, at tonen i valgkampen har været særdeles grovkornet og samtidig lidet raffineret. Det gælder imidlertid også, at man i et sundt demokrati må kunne tale lige ud af posen og kalde en spade for spade. Diktaturer er tabustater, demokratier bør være talestater.

Og talt blev der i den sidste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Kan man ikke glæde sig over så meget andet i forløbet, kan man glæde sig over, at også den som efterstræber verdens højeste embede, må træde offentligt frem, tale sin sag og finde sig i modsigelser og kritik.

Gamle Winston Churchill havde ret: ”Demokrati er den værste styreform bortset fra alle de andre”.

Udtalelsen er også tilpas jordbunden, for det er ikke altid, demokratiet er særligt kønt, og kandidaterne er de bedste. Sommetider har den forkerte mand eller kvinde de rigtige synspunkter, og sommetider må man vælge det mindste onde.

Nu er man ikke amerikaner, og det er altid klogt at udtale sig med behørig forsigtighed om andres forhold og politiske kultur. Alligevel kommer resultatet af det amerikanske præsidentvalg i sjælden grad resten af verden ved. Amerikanere får en præsident, men den frie verden får også en, om end uformel, leder.
 
Er Donald Trump en elefant i en glasbutik, er Hillary Clinton glat som en ål. Har Donald Trump fat i noget rigtigt, overskygges det hurtigt af hans hoved – og hensynsløse facon. Har Hillary Clinton gjort noget forkert, glider hun hurtigt af på det. Er Donald Trump en hedspore, fremstår Hillary Clinton beregnende.

Donald Trump gestikulerer på bizar vis og må næsten love mere, end kan han holde. Hillary Clinton er mere dæmpet i kropssprog, men også hun lover, at den amerikanske middelklasse skal se bedre dage og verden se en effektiv bekæmper af terror, hvis hun kommer til magten.
 
Sådan er politik, og det gælder ofte, som det hedder i en gammel sang:

”Efter hvert eneste valg har jeg masser af gyldne løfter til salg!”

Men politik handler også om personligheder, og Donald Trump virker mere i sine følelsers og indskydelsers vold, end godt er. Donald Trump står i vejen for sin sag, mens Hillary Clinton ikke altid står for de rigtige sager.

Ja, ”Demokrati i Amerika” er en broget affære, men det er frihedens pris.