Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Virkeligheden trænger sig på i Sverige – og mon ikke vi ser det ved valget

Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den svenske journalist Jan Scherman var bekymret på demokratiets vegne, og man forstod ham. Det var imidlertid sværere at forstå, at han faktisk ikke nævnte den trussel, som udgår i islams navn, skriver sognepræst

”DEMOKRATI ER den værste styreform, bortset fra alle de andre.” Sådan lyder en kendt karakteristik af demokratiet fra den britiske premierminister Winston Churchill. Ingen floromvunden lovsang til demokratiet, men en nøgtern konstatering af demokratiets fejlbarlige overlegenhed i forhold til de andre styreformer, som menneskeheden har forsøgt sig med. Men er demokrati truet, selv i en af sine nordiske højborge?

Det var spørgsmålet fra den svenske journalist Jan Scherman, som havde taget en roadtrip gennem Sverige for at undersøge demokratiets tilstand anno 2018. I morgen er der som bekendt et meget omtalt rigsdagsvalg i Sverige, så det forekom passende at gøre følgeskab med Jan Scherman på DR 2. Desuden var mange af de politiske dårligdomme, som blev fremhævet, ikke kun svenske.

Vi nævner i flæng: voksende afstand mellem folket og de folkevalgte, en kødrand af spindoktorer og presserådgivere omkring den politiske magtelite, professionaliseringen af partierne til uniforme valgmaskiner uden plads til debat og dissens, et giftigt og sommetider truende debatklima, ikke mindst på de sociale medier, og en voksende bureaukratisering, som fik et ungt rigsdagsmedlem til at omtale sig selv som en ”glorificeret administrator”. Men folket i folkestyret havde måske også tabt nogle demokratiske dyder?

Den svenske rigdagsformand, Urban Ahlin, nævnte tendensen til at sige: ”Får jeg ikke min vilje, så er demokratiet helt til rotterne.” Jeg kom til at tænke på en, som sagde, at netop viljen til at lade sig nedstemme er demokratisk afgørende. Selv diktatorer vil gerne vinde valg, selvom de aldrig udsætter sig selv for virkeligt frie valg.

JAN SCHERMAN tog også en tur til USA, hvor den amerikanske professor Jason Brennan argumenterede for en differentieret valgret. Når mange vælgere var så politisk uvidende, hvorfor skulle deres stemme tælle på linje med de højtuddannede og vidende? Det var godt nok en skræmmende tanke. Man kan sandt for dyden godt være vidende på papiret med fine eksamener og alligevel være politisk verdensfjern og naiv. Tænk på, hvilken stilling marxismen engang indtog på de højere læreanstalter, og hvordan marxismen var en tordnende fiasko, hver gang man søgte at virkeliggøre den.

Vi kom også med til en nynazistisk de

monstration i Sverige, hvor en af lederne nægtede at give Jan Scherman hånd og indlade sig i samtale med den begrundelse, at Scherman var ”en ussel jøde”. Den danske håndtryksdebat meldte sig et øjeblik. Er det ikke også en demokratisk dyd at give hånd på trods og tværs af alle forskelle i stand, religion og køn?

Jan Scherman var bekymret på demokratiets vegne, og man forstod ham. Det var imidlertid sværere at forstå, at han faktisk ikke nævnte den trussel, som udgår i islams navn. Hvordan ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling er under pres fra de islamister, som har fået så let adgang til Sverige. Den svenske fortrængningskunst fornægtede sig ikke, men virkeligheden trænger sig på. Mon ikke også det kommer til udtryk ved morgendagens valg

Jesper Bacher er sognepræst.