Den 9. april 1940 vil nu aldrig blive glemt

Det er både spændende og anstrengende, at vi ikke kan glemme den 9. april, skriver dagens kommentator

I går blev der flaget på halv over hele landet for at markere 75-året for den tyske besættelse af Danmark. Her vajer kongeflaget på halv over Amalienborg i København.
I går blev der flaget på halv over hele landet for at markere 75-året for den tyske besættelse af Danmark. Her vajer kongeflaget på halv over Amalienborg i København. . Foto: Bax Lindhardt .

Af mange livsvigtigt gode grunde hører ytringsfriheden til blandt vores mest betydende grundlovssikrede frihedsrettigheder. At forstå, at ingen og intet må forhindre en fri tankegang og utvungen meningsudveksling, er på sin vis så let og enkelt, at sådanne friheder burde kunne tages som noget selvfølgeligt.

At det imidlertid ikke er så ligetil, som man umiddelbart skulle tro, er en danmarkshistorisk mærkedato som den 9. april 1940 med til at minde os om. Det fremgik eksempelvis med al ønskelig tydelighed af den udgave af P1's debatprogram ”Netværket”, der blev sendt i går formiddag.

Meget symbolsk kunne man på 75-årsdagen for den nazistiske besættelse af vores kongerige atter engang se, hvordan der traditionen tro blev flaget først på halv og så på hel. Det sidste for at anskueliggøre, at den 9. april er dagen, hvor vi også skal huske hinanden på, at der den skæbnedato i 1940 også blev afgivet startskud for en begyndende frihedskamp.

Hvad det ubegribeligt hensynsløse og brutalt militaristiske angreb på vores demokratiske samfundsindretning i de følgende ”fem forbandede år” kom til at betyde, kan vi i dag især få indtryk af ved at læse afskedsbreve fra dødsdømte frihedskæmpere. De er prøvestene for nutiden: Var det det, de kæmpede for?

Ifølge nævnte debatudsendelse - og som det også fremgik af denne avis i går - er der de seneste år i gennemsnit udgivet én bog pr. dag om Anden Verdenskrig. I radio og tv er der tilmed produceret, sendt og arkiveret utallige vidnesbyrd om begivenhederne. Også i biograferne fremvises der med usvækket opmærksomhed stadig film om krigsårene.

Hvad denne helt overvældende nuancerede dokumentation angår, har de elektroniske massemedier et kolossalt ansvar. Især tv og film kan være med til at forenkle og dermed fordreje vores indtryk af fortiden. Den helt enestående populære ”Matador”-serie er et klassisk eksempel. Ved at blive sendt igen og igen kan oplevelsen af en bestemt epoke cementeres.

Medierne kan på godt og ondt forstærke den kollektive hukommelse. Det er en alvorlig opgave at få de samme medier til at skabe modbilleder, dér hvor ensidigt fiktive og dramatisk forførende fortolkninger af fortiden finder sted. Det fører her frem til nogle spørgsmål, som P1's ”Netværket” efterlod lytterne med. Til individuel besvarelse.

Det både spændende provokerende og anstrengende forvirrende er, at vi kan konstatere, at den 9. april 1940 aldrig vil blive glemt. Dertil fremkalder datoen på en måde alt for mange tidløse og derfor uforglemmelige problemstillinger: Hvad gør man, når en bestemt tid huskes så forskelligt? Hvad sker der med et folks nationale selvforståelse, når det er så broget sammensat, som også den danske befolkning er?

Vores dyrebare demokratiske styreform har altid afspejlet danskernes uensartede indstillinger. Vi glemmer derfor ikke, at vi også husker så forskelligt. Kan/skal der laves om på det?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder