I lørdagens avis kaldte den tyske filosof Axel Honneth nutiden for ”den mørkeste tid i den del af mit liv, hvor jeg har været politisk bevidst”. Axel Honneth sagde ganske vist også, at vi har en moralsk pligt til ikke at opgive håbet. Ikke desto mindre er det ikke uvanligt at høre den slags domme over nutidens skæve gang. Kulturpessimismen hærger i mange kredse, og tilsat klimaapokalyptikken er det ikke videre muntert. Nu er det ret forskelligt, hvilke dommedagsscenarier vi abonnerer på, og det er ikke ualmindeligt at se forandring som forfald. Hver mand, fløj eller lejr sin jeremiade, men der er ikke mange, som ikke kan istemme en klagesang.
Derfor kan det være velgørende, ikke at hengive sig til eskapisme og dagdrømmeri, men opholde sig lidt ved hverdagens helte, ved elementære udtryk for godhed og menneskelighed. Der er nok, som taler om godhed og udstiller godhed. Nok af politikere, som vil gøre godt, hvis bare de får vores stemmer og håndsret over vores skattekroner. Der er karriere i at være god og fortælle om det.
”Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig”. sagde Jesus.
Endnu et eksempel på, hvor gammeldags Jesus er. Havde han bare kendt Facebook, Twitter og talkshows. Og dog, den findes derude, den beskedne godhed, som ikke søger ære og prestige i tilgift.
Det kunne man i ugens løb se i programmet ”En fremmed på broen” på DR2. Den fremmede var den mand, som den 14. januar 2008 havde overtalt den 20-årige Jonny Benjamin til ikke at begå selvmord ved at springe ud fra Waterloo Bridge i London. Ud af menneskemængden trådte en tilfældig mand, som ikke kunne og ville overse den unge selvmordskandidat og gav Jonny Benjamin nyt håb, mens han mildest talt var på kanten.
Efter sine forløsende ord forsvandt den fremmede mand, og nu ledte Jonny Benjamin med lys og lygte efter sin anonyme redningsmand, som han kaldte Mike. ”Find Mike kampagnen” blev et verdensomspændende fænomen med millioner af følgere. Man må nok sige, at Jonny Benjamin blæste i basun, men vel og afgørende at mærke ikke for sin egen godhed, men for den livsreddende godhed, han mødte en vinterdag på Waterloo Bridge.
Kampagnen blev efterhånden til mere end eftersøgningen efter en enkelt mand. Den udviklede sig til en global italesættelse af psykisk sygdom, og Jonny Benjamins historie blev til opbyggelse og opmuntring for mennesker verden over. Til sidst lykkedes det. Kampagnen bragte en fremmed mand frem i lyset. Han hed i øvrigt ikke Mike, men Neil Laybourn.
En opbyggelig historie om at stoppe op, ikke noget med at redde menneskeheden, regnskoven eller klimaet, men et møde mellem to mænd på en bro.
Søger man på nettet, ser man hurtigt, at Neil Laybourn siden har modtaget priser og ærestitler og nu arbejder som mental helbredsinstruktør. Det skal være ham velundt. På Waterloo Bridge viste han evner i den retning, og han førte ikke sig selv frem, han blev ført frem af Jonny Benjamins taknemlighed.
Det er i øjenhøjde, at næstekærligheden står sin prøve.
Jesper Bacher er sognepræst.