NOTRE DAME BRÆNDER. Man kan roligt sige, at det gik som en løbeild gennem alle medier og ud over den ganske verden. Notre Dame brænder.
Der er, så vidt vides, ingen omkomne, men også en kultur kan få brandsår, og flammerne, som omspandt katedralen rakte meget længere end øen Île de la Cité i hjertet af Paris. Notre Dame brænder – og røgen sved de nærmeste i øjnene og en hel verden i sjælen.
Notre Dame er en imponerende gotisk domkirke i byernes by, men den er mere end det.
Der findes mange andre imponerende bygninger af ælde og skønhed. Notre Dame er et symbol, det fysiske indbegreb af Vesterlandets kristne arv og et fransk nationalt ikon.
Notre Dame er i den grad kristendom i det offentlige rum, den fylder i Paris, men det fylder også i en hel kulturkreds. Den er ikke til at komme uden om, og katedralen har set det hele.
Velstand, fremgang og vækst, krige, optøjer og revolutioner, fromhed, andagt og strålende messer, ugudelighed, blasfemi og kristendomshad. Intet menneskeligt er den fremmed, og ingen fremmed besøger den umærket. Hvis væggene i Notre Dame kunne tale, ville de fortælle vores historie.
Det er utroligt, hvad kirken har lagt rum til. Under Den Franske Revolutionen blev Notre Dame indrettet som tempel for fornuften, og en skuespillerinde gav den som fornuftens gudinde. Den mistrøstige og hovmodige religion har som bekendt stadig sine tilhængere, men det er heldigvis længe siden, at de har holdt guds-/egotjeneste i Notre Dame.
I 1800-tallet gik Notre Dame i forfald, og man overvejede at rive den ned, men forfatteren Victor Hugo, manden bag ”Klokkeren fra Notre Dame” skabte folkelig opbakning til bevaring af katedralen. I skrivende stund er der franske rigmænd, som giver millionbeløb til kirkens genopbygning.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, var også krystalklar i mælet. ”Vi vil genopbygge Notre Dame,” sagde han for rullende kameraer. Notre Dame brænder, men kærligheden til katedralen er ikke brændt ud.
EN BERØMT PASSAGE fra netop ”Klokkeren fra Notre Dame” meldte sig, mens jeg så billederne af den brændende kirke.
Det er det sted, hvor ærkediakonen Claude Frollo, i øvrigt bogens skurk, rører ved en trykt bog, mens han ser mod Notre Dame og siger: Ceci tuera cela – Det her vil slå det der ihjel. Altså, at bogen som udtryk for oplysning til folket og spredningen af nye og antiklerikale idéer efterhånden vil tage livet af kirke og kristendom. Sådan er det ikke gået.
Kirken har ganske vist tabt sin politiske magtposition, og det skal ikke beklages, men kirken står stadig, og troen lever – omend ikke uden skrammer, sår og brud. Nej, bogen tog ikke livet af kirken, og sådan kunne man også se på Notre Dame i røg og flammer, lave en omvendt Claude Frollo og huske, at ”det der ikke slår den der ihjel”.
Kirkebygningen kan brænde, men det ord, som kirken er bygget på, bliver aldrig til støv og aske.
Notre Dame blev bygget på mere end os. Det er også derfor, det er vigtigt, at den genopbygges.
Jesper Bacher er sognepræst.