Prøv avisen
Mediekommentar

Gotfredsen: Der er gået inflation i at erklære sig ydmyg på Christiansborg

Sophie Løhde (V) præsenterede sig selv som en ny ydmyg sundhedsminister. Der er gået mode i ordet ydmyg blandt politikere, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Arkivfoto.

Jo mere politikerne beskriver sig selv som ydmyge, desto mere mistænksom bliver man. De nye ministre bør holde op med at fortælle, hvor ydmyge de er og i stedet opføre sig på en måde, der kan få andre til at konkludere det, skriver Sørine Gotfredsen, præst og debattør

MAN FORNEMMER, at en ny favorittalemåde er på vej til at sætte sig fast blandt vore politikere. I hvert fald blev den på det kraftigste luftet i løbet af den forgangne søndag, som man roligt kan kalde store skiftedag i dansk politik. Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede sin rene Venstre-regering bestående af 17 ministre, og Mette Frederiksen afløste Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokraterne.

Derfor kunne man i timevis denne dag blive tv-underholdt af politikere, der beskrev, hvordan det føles at tage hul på noget stort og nyt, hvilket man nu om dage først og fremmest gør med en understregning af sin egen ydmyghed.

Mette Frederiksen meddelte, at hun føler sig både stolt og ydmyg som ny formand, Sophie Løhde (V) præsenterede sig selv som en ny ydmyg sundhedsminister, og det er i flere dage blevet debatteret blandt kommentatorerne, om Lars Løkke Rasmussen udviser tilstrækkelig ydmyghed over for sit vanskelige udgangspunkt.

Ydmyghed er tidens store plusord, sikkert fordi politikerne efterhånden har lært, at hvis der er noget, befolkningen ikke orker, så er det arrogante magthavere. Man kan overveje, om ikke netop den omstændighed var med til at fælde Helle Thorning-Schmidt, men under alle omstændigheder er problemet med ydmygheden jo, at den ikke er noget, man blot kan hævde angående sig selv.

Den må i stedet bemærkes af andre i kraft af ens opførsel, og jo mere politikerne beskriver sig selv som ydmyge, desto mere mistænksom bliver man. Man savner således på en sådan dag, at journalisterne i højere grad undersøger indholdet af de mange floskler.

Blandt andet kunne man passende være gået lidt mere nysgerrigt til en mand som Manu Sareen (R), der i sin tid ydmygt indtog Kirkeministeriet, udråbte sig selv som kirkens chef og tromlede en ny vielsesordning igennem. Hvorpå han ydmygt forsvandt igen. I går meddelte Manu Sareen så, at han med lettelse er færdig i politik og hellere vil skrive børnebøger, og man trænger unægteligt til at få uddybet, hvad meningen med det hele var.

Posten som kirkeminister er nu overdraget i kyndige hænder hos Bertel Haarder (V), der meget passende blev omtalt som ”statuen” i dansk politik, der bare bliver ved med at stå der. Bertel Haarder vil med sin autoritet og indsigt i forholdet mellem stat og kirke utvivlsomt med forstandighed udfylde rollen som regeringens ældste minister.

Samt være kirken til gavn, og eftersom vi her til lands nemt bliver benovede over 70-årige, der stadig arbejder helhjertet, fik Bertel Haarder hele søndagen stor opmærksomhed. Blandt andet så man et klip fra 2005, hvor Haarder udtalte, at mange politikere lider af den vrangforestilling, at de er meget betydningsfulde. Man kan tilføje, at tidens demonstrative ydmyghedsdyrkelse antyder, at selvfølelsen stadig er helt i top. Det bedste råd, man kan give landets nye ministre, er derfor at holde op med hele tiden at fortælle, hvor ydmyge de er. Og i stedet opføre sig på en måde, der kan få andre til at konkludere det.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist