AT VÆRE I SINE lidenskabers vold, at være hovedkulds forelsket, at være forblændet af et karismatisk menneske, at være erotisk betaget af en stærk personlighed, at være forført af egne vrangforestillinger, har alt sammen at gøre med den sindstilstand, der meget sigende beskrives som at være ude af sig selv.
Det er en sindstilstand, der kan sammenlignes med den tilstand, som alkohol og andre rusmidler kunstigt kan bringe enhver ud i. Det er også en tilstand, som kan sammenlignes med, hvad der kan gribe et menneske, hvis det lider af sygelig jalousi, ubændigt had eller voldsomme hævnfølelser og derfor er ansvarsfri eller?
LÆS OGSÅ: Magre sorte og hvide ansigter og et smadret Berlin
Historien er fyldt med både afskyelige og forunderlige eksempler på, hvordan enkelte personers ukontrollable følelser, seksuelle tilbøjeligheder og ustyrlige drifter kan præge en hel epoke i vores fælles historie. Et følelsesladet handlingsmønster kan føre såvel til oprør og krige som til sociale forandringer og kunstneriske nyskabelser.
Alle disse betragtninger er her registreret på baggrund af den forløbne uges tv-serie om den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton. En så sammensat personlighed, at historien om ham lader sig benytte som et skoleeksempel på, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.
Bill Clinton skulle på én gang bestride det mest ensomme job i USA, være folkevalgt præsident og hovedansvarlig for en supermagt og så samtidig leve op til rollen som forbilledlig familiefar, ægtemand og sine venners ven. Han skulle på én gang være magtmenneske og ydmyg samfundstjener.
Serien gav et særdeles nærgående og detaljeret portræt af en amerikansk præsident, der i alle forhold i dag tager sig ud som legemliggørelsen af den amerikanske drøm. Et eksempel på, hvordan et idealistisk livssyn, en trodsig vilje og altså også et driftigt følelsesliv kan føre til det øverste embede.
Talemåder som højt at flyve, dybt at falde og storhed står for fald meldte sig gang på gang, medens man fra sin lænestol bekvemt gysende blev tv-vidne til et skæbneforløb, man egentlig godt kendte i forvejen.
Hvor mange gange har vi ikke set de altafslørende filmklip af et menneske, der lyver og lider? Vi husker de mindste mimiske bevægelser i et ansigt, der besværgende søgte at unddrage sig kendsgerningerne.
Vi husker Clintons spidsfindige sprogbrug. Og vi husker, den kollektive lettelse, der bredte sig, da Clinton omsider gik til bekendelse. De uforbeholdne undskyldninger var hjertegribende.
Det taler til et flertal af det amerikanske folks fordel, at det så hurtigt fandt tilgivelserne frem. Dybt sympatisk var det, at det nu var Bill Clintons kritikere og fjender, der blev fordømt, så en tredje talemåde uvægerligt meldte sig: Den, der graver en grav for andre, falder selv i den. Alverdens politikere har noget at lære dér!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder