Ejersbo: Den døde forfatter og bjerget

Forfatteren Jakob Ejersbos barndom og ungdom i Tanzania gav stof til en Afrika-trilogi, der af mange anses for et mesterværk i dansk litteratur. I dokumentarfilmen "Ejersbo" rejser den nu afdøde forfatters venner tilbage til landet for at sprede Ejersbos aske fra toppen af Kilimanjaro

Forfatteren Jakob Ejersbo voksede op i Tanzania, hvilket gav stof til en Afrika-trilogi, der af mange anses for et mesterværk i dansk litteratur. DR 2 viste tirsdag aften en fin dokumentar om den nu afdøde forfatter.
Forfatteren Jakob Ejersbo voksede op i Tanzania, hvilket gav stof til en Afrika-trilogi, der af mange anses for et mesterværk i dansk litteratur. DR 2 viste tirsdag aften en fin dokumentar om den nu afdøde forfatter. . Foto: Martin Dam Kristensen/Scanpix.

”Jeg havde en farm i Afrika”. Sådan begynder Karen Blixen ”Den afrikanske farm”, og sådan rykkede Afrika for fuld og blivende udblæsning ind i dansk litteratur.

Forfatteren Jakob Ejersbo havde ikke just en farm i Afrika, men en barndom og ungdom i Tanzania, som gav stof til en Afrika-trilogi, der af mange anses for et mesterværk i dansk litteratur. Der var langt fra baronessens liv på kaffefarmen til Jacob Ejersbos liv som søn af u-landsarbejdere og ven med de lokale børn, men privilegierne skabte også afstand mellem ham og omgivelserne.

Det kunne man høre om i dokumentarfilmen ”Ejersbo”, som tirsdag aften blev vist på DR 2. En fint ristet rune over forfatteren, der i 2008 døde som 40-årig af kræft i spiserøret. I 2002 var han braget igennem med bogen ”Nordkraft”, som indbragte ham De Gyldne Laurbær og meget anden hæder, og lige til det sidste satte han alle kræfter ind på at færdiggøre sin Afrika-trilogi betitlet ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty”.

Det er det stof, som forfattermyter gøres af. ”Den, som guderne elsker, dør ung”, lyder en gammel vending, og man kunne elaborere lidt og sige: ”Den, som muserne elsker, dør ung”. Det er selvfølgelig ingen regel, men når de markante stemmer forstummer før tid, giver det simpelthen mere genlyd.

Jakob Ejersbo havde på dødslejet fået to venner til at love, at de ville sprede hans aske fra Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, og i dokumentaren fulgte vi deres tur med halvdelen af forfatterens aske. Den anden halvdel er bisat på Assistens Kirkegård.

”Den kærlighedens gerning at erindre en afdød er således en gerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste kærlighed,” skriver Søren Kierkegaard, men for Ejersbos venner krævede det også god kondi! Den ene måtte kaste håndklædet i ringen, men det lykkedes for den anden at nå helt til tops og give Jakob Ejersbo tilbage til det Afrika, han elskede.

Der var også korte interviews med familie, kæreste, hans afrikanske hjerteven, Ali, og Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, som gav indtryk af en dedikeret og kompromisløs kunstner. En sammensat personlighed med en sjælden indlevelsesevne. En af vennerne beskrev ham som ”superempat” i kraft af det indtryk, mennesker gjorde på Jakob Ejersbo. Der kan man se, forfatteren til novellesamlingen ”Superego” var superempat(isk).

Således blev et liv oprullet. Det havde sine særegne træk og sin særlige litterære gave, men der var også noget genkendeligt og alment i Ejerbos biografi. Ungdommens brydninger og opgør, manddommens besindelse og beslutsomhed.

I fortællingen om Jakob Ejersbo var der ikke et ord om Gud. Det var nok i troskab mod hans minde, men hvor almindeligt det end er, kan det stadig undre mig. Hvordan komme gennem livet uden livtag med Gud? Måske blev det også taget, uden at vi hørte om det. Jakob Ejersbo var i hvert fald en stor ven af et kontinent, der midt i sine mange sorger ikke har glemt Gud.

Jesper Bacher er sognepræst