NOK VED JEG, at vi lever i en tid, hvor begrebet mangfoldighed har høj status, og nok vil rygtet vide, at James Bond i tidens ånd er på vej til at blive genfødt som en sort kvinde, men man kan alligevel blive chokeret over, hvad der sker i mangfoldighedens navn.
Ordet ”mangfoldighed” kendetegner bestræbelsen efter på tolerant vis at lade individets selvopfattelse udgøre sin egen myndighed og skabe plads til alle. Det lyder positivt og næstekærligt, men ideologien bærer på et potentiale for det ensrettende, når nogle mener, at de bedre end andre ved præcis, hvordan mangfoldigheden bør æres.
Dette kom frem, da man i ”P1 Debat” i mandags diskuterede det tilbud om at forlade Danmark, der er blevet sendt til over 64.000 mennesker med anden herkomst. Staten vil give 140.000 kroner som hjælp til at etablere sig i oprindelseslandet, og den praksis har skabt vrede, idet nogle ser det som dybt krænkende at modtage brevet, hvis man helhjertet føler sig som dansker.
Hermed fristes man til at stille et bestemt spørgsmål: Hvorfor vælger man at blive personligt såret, frem for at trække på skulderen, smide brevet i skraldespanden og leve videre som før? Måske fordi forståelsen for det almene er i færd med at drukne i hensynet til individets konstante selvoplevelse, og måske fordi mangfoldighedstænkningen bidrager til denne uhæmmede optagethed af at være netop mig.
I sin iver efter at ophøje dén udtalte Sikandar Siddique fra Alternativet på P1, at hans parti forestiller sig en instans, der skal godkende lovforslag, inden de stilles i Folketinget, så man sikrer sig, at de ærer begrebet ”mangfoldighed”. Det er klar tale. George Orwell kunne ikke have formuleret det bedre, og studieværten gjorde en brav indsats for at få tanken konkretiseret.
HVORDAN SKAL DENNE overinstans for godkendelse af rette holdninger virke? Hvordan ser Sikandar Siddique på den frie meningsudveksling i folketingssalen? Det fik vi intet svar på, men man aner, at Sikandar Siddique vil gøre begrebet ”mangfoldighed” til en objektiv sandhed, som alle skal underlægges, hvormed vi ser konturerne af en tænkning, der hylder mennesket som konstrueret idealistisk idé frem for et væsen sat i en bestemt sammenhæng.
Erfaringen har lært os, hvordan den slags har det med at ende i det totalitære, og Sikandar Siddique fornemmede vist også i radiostudiet, at jorden brændte en anelse under ham. For han holdt inde. Det ændrer dog bare ikke ved, at katten er ude, og vi siger velkommen til dette nyvalgte, tilsyneladende ret ekstreme folketingsmedlem, der bør komme under kærlig journalistisk behandling.
Ligesom der op til folketingsvalget i juni blev talt en del om menneskesynet hos de yderliggående på højrefløjen, bør skarpe journalister granske tankegangen hos andre politikere med vilde holdninger.
Det er muligt, at en mand som Sikandar Siddique pakker sit budskab lidt mere lækkert ind i tidens plusord om mangfoldighed og andet blændværk. Men indholdet er lige så bekymrende.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.