Gotfredsen: Medierne er ikke fjenden i præstesager

Annette Berg er tilbage i præstekjolen efter at været fritaget for tjeneste på grund af sin tro på reinkarnation. Nu antyder hun, at mediernes dækning af sagen har udviklet sig til personlig hetz. Sørine Gotfredsen er ikke enig

Da Annette Berg selv har valgt taktikken med ikke længere at udtale sig offentligt om sit syn på reinkarnation, ja, måske endda på sin tro i det hele taget, vil det sikkert vise sig, at sagen er lukket, skriver Sørine Gotfredsen.
Da Annette Berg selv har valgt taktikken med ikke længere at udtale sig offentligt om sit syn på reinkarnation, ja, måske endda på sin tro i det hele taget, vil det sikkert vise sig, at sagen er lukket, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Så opstod omsider en form for afslutning på den seneste præstesag. Annette Berg havde i søndags sin første gudstjeneste efter at have været fritaget for tjeneste på grund af den sag, der indledtes, da hun offentligt meddelte, at hun tror på reinkarnation.

Også pressen var til stede ved denne velbesøgte begivenhed, hvor P1's ”Religionsrapport” talte med både præsten og folk fra menigheden. I udsendelsen i mandags roste sidstnævnte Annette Berg for hendes ro og nærvær, og en kvinde udtalte angående hendes gudstjenester, at ”man bliver glad helt ind i knoglerne. Vi kan godt lide hende.”

Man genkender mønsteret fra den gamle Grosbøll-sag, hvor menigheden også besvarede mange spørgsmål med, at Thorkild Grosbøll var en afholdt mand, der forstod at tale med almindelige mennesker på havnen. Selve teologien bliver hurtigt en smule sekundær i kirkedøren, og nu, hvor Annette Berg selv har valgt taktikken med ikke længere at udtale sig offentligt om sit syn på reinkarnation, ja, måske endda på sin tro i det hele taget, vil det sikkert vise sig, at sagen er lukket.

Ligesom de trofaste støtter roste deres præst i P1-indslaget, roste præsten sin biskop, som hun mener er både modig og kyndig og god at tale med, og mens nogle danskere muligvis undrer sig lidt over, hvordan præster kan forblive i embedet, selvom de har talt bekendelserne imod, har visse personer i og omkring kirken deres egen måde at håndtere den slags på.

En del af strategien går ud på at kaste sig over den fælles fjende - nemlig medierne. Både den tilfredse kirkegænger og Annette Berg selv fik i radioen antydet, at dækningen af sagen er gået i selvsving og delvist har udviklet sig til personlig hetz. Og mens jeg naturligvis ikke i detaljer ved, hvad Annette Berg har været udsat for, bliver man lidt mistænksom over for denne indgroede reaktion i kirkens verden.

Det er blevet et selvstændigt ritual at finde hvile i konstateringen af, at medierne ikke har forstået meget og mest er ude på at forfølge og overdrive, og at man derfor nærmest er fritaget for at argumentere for sin sag.

Med det forbehold, at jeg jo ikke har læst eller hørt hvert eneste ord, der er blevet offentliggjort i sagen om Annette Berg og reinkarnationen, må jeg sige, at mediedækningen overordnet set har forekommet rimelig og relevant. Og der er noget lidt tøset ved, efter selv at have været årsag til en debat gennem sin optræden i medierne, at ty til den sædvanlige folkekirke-klagesang om, at medierne fordrejer det hele.

En del præster og kirkefolk dyrker en fælles fjende, og det er ikke kun den livsfjende, der optræder i Bibelen. Det er i høj grad også denne verdens medier og journalister, der rundt omkring i sognegårde og våbenhuse tillægges megen skyld.

Nu har Annette Berg besluttet ikke at tale om reinkarnation mere, og det er jo lidt af et paradoks, at folkekirken efterhånden er blevet så rummelig, at visse præster føler sig nødsaget til ikke længere at tale åbent om deres tro. Dér ender sagen sikkert denne gang.