DET ER EN DRAMATISK tid for Venstre. Lige siden partiet overtog regeringsmagten, har hele Europa været i panik på grund af folkevandring, og det er svært for tiden at forbinde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans ministerhold med andet end stramninger angående flygtninge og asyl.
Sådan er der åbenbart flere, der har det, for en tilbagevendende historie i medierne i denne tid handler om Venstre-medlemmer, der forlader partiet. Før jul var det Jens Rohde, der gik til De Radikale, siden skiftede Kåre Traberg Smidt til Alternativet, og nu er en vis Michael Gatten fra den københavnske borgerepræsentation også pludselig blevet ren og radikal.
De frafaldne er enige om, at partiets udlændingepolitik er blevet uanstændig, og en sådan strid er som fredagsslik for landets journalister.
Et parti i indre splid ved man, hvad er, og når den iltre Birthe Rønn Hornbech tilmed altid mere end villigt stiller op med et møgfald til sit eget parti pyntet med hysteriske referencer til kz-lejre og andet, er det ingen sag at skrue aftenens underholdende indslag sammen. Problemet med de mange historier om Venstre er dog, at de vrede medlemmer sjældent afkræves svar på, hvad regeringen i stedet burde gøre angående den strøm af flygtninge og migranter, der hver dag skaber nye problemer af både økonomisk og mentalitetsmæssig art.
Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen udtalte lørdag aften efter Michael Gattens smæk med døren, at han ingen bud på løsninger hører fra kritikerne, og det er sandt. De får i store træk lov til at dyrke sig selv i rollen som de anstændige, der ikke kan bære mere i deres sarte sjæle, hvilket jo er en lidt gratis omgang, når man ikke i øvrigt forholder sig til problemerne.
Helt styg er Jens Rohde, der i denne tid løber med prisen som nationens mest selvhøjtidelige politiker, når han toner frem med sit bedemandsansigt og ligner én, der alene bærer verdens samlede lidelse på sine skuldre. Der er noget næsten nyreligiøst over ham, og med ham og Birthe Rønn Hornbech i spidsen er der mediemæssigt blevet skabt en stemning af, at partiet Venstre nærmer sig sin egen dommedag. Det ved jeg ikke, om det gør, men jeg ved, at det er påfaldende dårlig og tendentiøs journalistik, der foregår for tiden, hvor et utilfreds Venstre-medlem blot behøver at rømme sig en enkelt gang, før en reporter kommer rendende og holder mikrofonen, mens han eller hun græder ud for øjnene af befolkningen.
Det skal retfærdigvis siges, at både Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt har været en tur i DR2 s ”Deadline” til krydsforhør, hvilket netop afslørede, at de reelt ingen seriøse forslag har til løsninger på tidens kaos.
Men i den daglige nyhedsdækning kommer de selverklæret anstændige alt for let til pointene, for politikere, der tilsviner deres egen rede, er pr. definition en god historie på den journalistiske legeplads. Og når partiet oven i købet sidder med regeringsmagten, kan det ikke blive meget bedre.
Men apropos anstændighed. Det halter lidt.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist