Den kristne religions argeste gamle arvefjende

Den kristne religions arvefjende har måske hjulpet til bedre kår for Luthers reformation.

Hvis den katolske kejser ikke havde brugt så mange ressourcer på at bekæmpe Osmannerriget, havde han haft frie hænder til at kvæle Reformationen. Men Martin Luther (billedet) var faktisk en varm støtte af kejserens forsvarskamp mod tyrkerne, som DR K viste i programmet ”Hellig krig”. -
Hvis den katolske kejser ikke havde brugt så mange ressourcer på at bekæmpe Osmannerriget, havde han haft frie hænder til at kvæle Reformationen. Men Martin Luther (billedet) var faktisk en varm støtte af kejserens forsvarskamp mod tyrkerne, som DR K viste i programmet ”Hellig krig”. - .

OVERSKRIFTENS ORD er fra fortalen til Den Augsburgske Bekendelse, det bekendelsesskift, der redegør for den evangelisk-lutherske kristendomsforståelse.

Den grumme fjende er tyrken eller Osmannerriget, der så sent som året før (i 1529) havde belejret Wien, og den rigsdag, hvor den evangelisk-lutherske lære skulle drøftes, var også indkaldt for at forhandle om hjælpetropper mod tyrken.

Omtalen af tyrken meldte sig, da DR K - denne videnstunge kanal - sendte et afsnit i serien ”Hellig krig”. En delvist dramatiseret dokumentar om forholdet mellem kristendommen og islam, og i mandags handlede det om osmannernes sidste belejring af Wien i 1683.

Osmannerne, som havde underlagt sig store dele af Mellemøsten og Nordafrika, Balkan og Ungarn stod nu igen foran Wiens porte med en mægtig hær under kommando af storvesiren Kara Mustafa Pasha. Nu skulle ”det gyldne æble”, som tyrkerne kaldte Wien, blive en appelsin i sultanens turban.

Den belejrede by var imidlertid ikke sådan at få has på trods et heftigt bombardement fra det tyrkiske artilleri. Da undfangede storvesiren den idé at grave tunneller under Wiens fæstningsværker og fylde dem med krudttønder. Således skulle Wien sprænges nedefra, men de snarrådige forsvarere etablerede også lytteposter, og det lykkedes dem at forpurre flere sprængninger.

Som tiden gik, kunne wienerne dog ikke holde tyrkerne stangen ved egen kraft, og de appellerede til deres kristne allierede. Nødråbet blev hørt, og den 12. september 1683 kom Den Hellige Liga under den polske konge Johan Sobieski til undsætning, tyrkerne blev slået og måtte fortrække med Muhammeds fane.

Godt fjernsyn kan sætte tankerne i gang, og når man så skildringen af belejringen, kunne man ikke lade være med at tænke lidt kontrafaktisk. Hvad nu, hvis tyrkerne havde erobret Wien? Hvordan var det så gået? Var tyrkerne så fortsat op i Europa? Var store dele af Vesteuropa også endt under halvmånens åg?

Det er i hvert fald ikke utænkeligt, og så ville vores samfund sikkert se væsentligt anderledes ud. Tyrkerne tolererede religiøse minoriteter, men de skulle bøje sig under islams overhøjhed og så at sige spise nådsensbrød hos magthaverne. Tænk, hvis endnu flere europæere havde fået såkaldt dhimmi-status, og Vestens katedraler var blevet konverteret til moskéer?

Nuvel, det skete ikke, og en historiker sagde ligefrem: ”Uden tyrkerne ingen reformation.” Hvis den katolske kejser ikke måtte bruge så mange ressourcer på at bekæmpe tyrkerne, havde han haft hænderne fri til at kvæle reformationen.

På den måde hjalp den kristne religions arvefjende måske til bedre kår for reformationen. Helligånden lader sig nu ikke stoppe hverken af tyrken eller kejseren, og Martin Luther var en varm støtte af kejserens forsvarskamp mod tyrkerne. I sin tid blev tyrkerne standset foran Wiens porte, men i dag er det nødvendigt at standse muslimske krigere inden for portene.

Jesper Bacher er sognepræst