Den stille stærke uge

Jesper Bacher kommenterer på DR Kirkens første påskegudstjeneste

I DR-kirken brugte præsten Anders Bonde (foto) et fint og træffende billede med Jesus, som rider endnu - også efter indtoget i Jerusalem.
I DR-kirken brugte præsten Anders Bonde (foto) et fint og træffende billede med Jesus, som rider endnu - også efter indtoget i Jerusalem. . Foto: DR.

I pressen har man noget, som hedder Jesu-genkomst-typer. Det er fra dengang, den trykte presse fyldte mere end nu, og jeg skal ikke sige, hvad det tilsvarende begreb hedder udi de digitale medier. Det er i hvert fald et udtryk for, at de største begivenheder også rent fysisk kalder på de største overskrifter.

Jeg er nu ikke sikker på, at aviserne når at dække Jesu genkomst. Herrens dag kommer angiveligt som en tyv om en natten, og så er det nat for den gamle verden.

Der er imidlertid årlige begivenheder, som bør kalde på hvis ikke Jesu-genkomst-typer så på omfattende pressedækning, fordi de er kulturprægende, livsforandrende og verdensrystende.

Sådan en begivenhed er påsken. Påsken med Jesu indtog i Jerusalem, den sidste nadver, korsfæstelse og opstandelse har en sådan vægt mentalt, historisk og aktuelt, at den ikke kan ignoreres. Påsken er store nyheder hvert år. Nok kaldes påskeugen for den stille, men det er stærke sager.

Derfor er det også passende at begynde en kommentatorgerning i denne tid med en gudstjeneste, som åbner det kirkelige påskeæg. På fjernsynet løb den af stablen i DR-kirken, hvor Anders Bonde var præsten på skærmen sammen med et pigekor i en optagelse fra Fredenskirken i Aarhus.

Evangeliet handlede om Jesu indtog i Jerusalem ridende på et æsel og på de grene og kapper, som skarerne havde lagt ud på hans vej som datidens røde løber. Den fortælling får mig altid til at tænke på en bemærkning af Kaj Munk: ”Guds ord holder om søndagen indtog i menigheden ridende på jammerlige præsteæsler, men selvfølgelig sker det af og til, at det kun er æslerne, der holder indtog.” Det er nok værd at huske for de ornatklædte æsler og deres menigheder med!

Anders Bonde fortalte om den sagtmodige konge, som i sin tid red ind i Jerusalem, og som siden sin opstandelse rider videre ud i verden og tøjrer æslet, så kærligheden slår rod. Til at eksemplificere buskabet brugte Anders Bonde nogle menneskeskæbner, han kendte: en mands trofaste kærlighed til sin demente kone, det nærværende samliv hos et psykisk skrøbeligt kærestepar og en forældreløs dreng fra Nepal, som var blevet adopteret til Danmark. Så vidt jeg forstod, var disse kærlighedsnedslag at regne for Jesu indtog i menneskers liv.

Evangeliet er selvfølgelig altid aktuelt, og Anders Bondes billede med Jesus, som rider endnu, var fint og træffende, men jeg kunne nu ikke lade være med at tænke, at kærligheden nok er Guds gave, men ikke i sig selv lig med Jesu indtog. Jesus møder vi i ordet, og Jesus er ikke bare den, som puster liv i vores kærlighed, Han er den, som måtte dø, fordi vi fattes kærlighed.

Det forekom, at evangeliet mestendels blev etik, og vel er evangeliet aldrig uden etik, men Jesus er mere end den store kærlighedsinspirator. Tiden er knap i DR-kirken, men i prædikenen manglede jeg det, som en af gudstjenestens salmer sagde om Jesus: ”Her er han, som vil gavne/dig med sin blodig sved.”

Jesper Bacher er sognepræst