Den uendelige tur med ”Rejseholdet”

En stor del af en tv-series kvalitet og holdbarhed afhænger af den helstøbte danske miljøbeskrivelse, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

”Rejseholdet” blev sendt første gang i 2000 og modtog i 2002 en Emmy for bedste internationale dramaserie.
”Rejseholdet” blev sendt første gang i 2000 og modtog i 2002 en Emmy for bedste internationale dramaserie. Foto: DR.

Det er lidt forunderligt, at man knap tyve år efter premieren stadig med fornøjelse kan se DR’s dramakrimiserie ”Rejseholdet”.

Serien optræder for tiden hver weekend på DR1, og der er rig mulighed for at genopfriske bekendtskabet med drabschef Ingrid Dahls besætning i det rullende hovedkvarter.

”Rejseholdet” blev i 2000 skabt ifølge en nøje gennemtænkt skabelon, idet man fra seerundersøgelser vidste, at folk gerne ville have historier fortalt fra provinsen, mens det samtidig viste sig, at især de kvindelige seere ønskede at se mere til skuespiller Lars Bom, der forinden havde haft succes som ensom politimand i ”Strisser på Samsø” hos TV 2.

I ”Rejseholdet” spiller han lastbilchauffør Johnny Olsen, men her er det andre mænd, der brillerer. Mads Mikkelsen fik sit gennembrud som politiassistent Fischer og sammen med Lars Brygmann som kollega La Cour udgør de to en stor del af seriens attraktion.

De optræder som to klassiske danske mænd, der er stivnet en smule i ungdomsmentalitet og har visse problemer med at kommunikere, så snart det handler om det følelsesmæssige. Alt imens deres hengivenhed for hinanden på kejtet vis lyser ud af dem.

Deres chef, Ingrid Dahl, ligner den karriereorienterede moderfigur, og Waage Sandøs IP fremstår som et lidt vagt mandligt overhoved, og vupti, hvad har vi – omridset af en moderne dansk familie.

Dette er utvivlsomt med til at gøre det hele så trygt og charmerende, at man næsten får lyst til selv at være del af den udvalgte politistyrkes sarkastiske og kærlige dialog. Når vi sikkert vil blive ved med at se ”Rejseholdet”, længe efter at serier som ”Bedrag” og ”Mord uden grænser” for længst er glemt, kan det også have at gøre med, at serien – udover at være beriget med den charmerende Fischer/La Cour-opdatering af Dupont og Dupond-konstellationen – generelt udstråler en autentisk varme i persontegningen, som er blevet lidt sjælden.

Karaktererne er i dramaforstand blevet mindre genkendelige, og senest er vi med ”Mord uden grænser” på DR1 blevet præsenteret for endnu en veltrænet, men ikke specielt interessant actionkvinde, der agerer globalt og ikke bliver kaldt til Aarhus og Kalundborg.

Man når lige at blive strejfet af en lidt bekymret tanke om, at den udpræget dansk forankrede dramaserie måske ikke i fremtiden vil blive produceret så hyppigt og omhyggeligt. Lige nu ser vi dog frem til den næste sæson af ”Herrens Veje”, der begynder på DR1 midt i oktober.

Nok er provstefamilien Krogh befolket med nogle lidt excentriske personligheder, som det kan være svært at forholde sig til, men vi beder til, at det hele vil foregå i en nogenlunde troværdig dansk virkelighed.

For slet ikke at tale om en lidt mere realistisk fremstilling af troende mennesker end i første ombæring.

En stor del af en tv-series kvalitet og holdbarhed afhænger af den helstøbte danske miljøbeskrivelse – spørg blot folkene bag ”Matador” – og med sin fortsatte popularitet synes ”Rejseholdet” at bestyrke teorien.