Den velfriserede ondskab

Anno 2015 er det den letteste sag i verden at være antinazist

I sommeren 1937 opnåede den amerikanske dokumentarist Julien Bryan uventet tilladelse til at rejse til Tyskland, og han rejste landet tyndt og filmede folk og landskaber.
I sommeren 1937 opnåede den amerikanske dokumentarist Julien Bryan uventet tilladelse til at rejse til Tyskland, og han rejste landet tyndt og filmede folk og landskaber. Foto: Spiegel TV/DR

Det er alle ordentlige mennesker, og de nazister, som stadig findes, er moralsk udstødte af ethvert anstændigt selskab. I det stykke står vi skulder ved skulder her i Vesten. Det skorter skam ikke på modstandsvilje i forhold til demokratiets besejrede fjender. Der er ingen, som bøjer sig for den trussel, som nazismen ikke udgør. Nej, nazisterne kan få kamp til stregen, hvor magtesløse og fåtallige de end er. Sådan var det ikke i 1937, hvor den amerikanske dokumentarist Julien Bryan lavede en dokumentar om Hitlers Tyskland. Han opnåede uventet tilladelse til at rejse til Tyskland og filme i landet, og resultatet blev vist på DR K mandag aften under titlen ”Nazityskland indefra”.

Nu har man efterhånden set rigeligt med film fra Det Tredje Rige og de sædvanlige scener med Hitler, som mødes af folkemængdens henførte blikke og en skov af heilende hænder. Let at lægge afstand til på god afstand af begivenhederne, men det var betydelig sværere at bevare hovedet koldt og moralen høj for de samtidige.

Man skal i hvert fald ikke forklejne Hitlers fascinationskraft. Måske var du og jeg også blevet revet med af den stortalende rottefænger?

Men selvom man ofte nok har set nazismens storhedstid på film, var Julien Bryans dokumentar anderledes. Bryan ville skildre det tyske folk under Hitler, og det gjorde han mestendels med stilfærdige hverdagsscenerier fra alle egne af Tyskland. Det smukke, gamle kulturland blev vist i skarpe billeder, byfolk og bønder, unge og gamle, kirkegængere og de brune partigængere passerede forbi kameralinsen.

I 1937 fremstod Tyskland virkekraftigt og dynamisk. Folk var kommet i arbejde, og velstanden lod sig ikke skjule. Der var orden i sagerne, og facaden var velpudset, men Julien Bryan var ikke just propagandist. Som sand dokumentarist forsømte han ikke at vise de skilte, som erklærede jøderne for uønskede inden for bygrænsen eller de gule bænke, som var forbeholdt jøderne, så de sande tyskere ikke skulle dele bænk med undermenneskerne.

”Nazityskland indefra” var en underlig blanding af sort-hvide postkortmotiver og de allestedsnærværende tegn på nazificeringen af det tyske folk. Julien Bryan virkede under censur, men hans tysklandsbillede var fuldt af ildevarslende jærtegn. Verdenskrig og holocaust krævede forberedende arbejde, og det var i fuld gang, mens Bryan optog sin dokumentar.

Men det er jo længe siden, Tyskland tabte krigen noget så eftertrykkeligt, og nazismen er ikke just en politisk trussel. Alligevel spøger nazismen i debatten, og skal man stemple noget som virkeligt ondt, trækkes nazikortet. Det Konservative Folkeparti har således opfordret til at stoppe ”Naziislamismen”. Man kan diskutere ordet, men det er i hvert fald sandt, at islamisterne deler hadeobjekter med nazisterne i form af jøder, frihed og ikke at forglemme USA. Der er imidlertid stor forskel på at være antiislamist og ikke bare antinazist. Det første kan koste, også mere end mange vil betale.

Jesper Bacher er sognepræst