Jon Kaldan har tilrettelagt denne uges udgave af P1’s ”Radioklassikeren” med henblik på at markere, at det i mandags var 90-årsdagen for udsendelsen af den første udgave af, hvad der dengang blev kaldt for Pressens Radioavis.
Som det fremgik af udsendelsen, troede mange børn, at det var Præstens Radioavis, de voksne lyttede til. Ud over den sproglige forvekslingsmulighed, så kunne man dengang da også godt tro, at de mandlige (og det var kun mandlige!) nyhedsoplæsere havde gennemgået samme stemmetekniske taletræning som den, præster kan benytte sig af. En alvorspræget skolet diktion og rigsdansk artikulation var respekt‑ indgydende.
Under min opvækst under Anden Verdenskrig var nyheder meget passende derfor også noget, der blev modtaget i andægtig stilhed.
Dengang genlød radioen af daglige meddelelser om, hvad man i dag må omtale som ”rigtig terror” i Danmark. Besættelsen var jo i sig selv en ideologisk udtænkt terroristisk handling.
Vilkårlige arrestationer, mishandlinger, henrettelser, hævnaktioner i form af såkaldte schalburgtager, frygt for repressalier og blodige skudepisoder på gader og veje hørte i fem forbandede år især storbyboernes hverdag til. Besættelsesmagtens censur af Pressens Radioavis var også landsdækkende utålelig.
Aflytningen af de danske udsendelser fra BBC i London blev endvidere vanskeliggjort af såkaldte støjsendere. Denne form for medieterroristisk ensretning gav mig en holdning og indstilling til tilværelsen, der har præget mig for livstid:
Når der er ”støj på linjen”, er der som regel altid noget vigtigt på færde, og så gælder det om at høre særlig godt efter. Det gælder politisk, for enhver kunstnerisk udfoldelse og for mødet med det fremmedartede i det hele taget.
Den afgørende forskel på datidens og nutidens terrorisme var, at fjenden dengang meget tit – dog langt fra altid! – var uniformeret, talte tysk og derfor var til at få øje på og høre.
At ytringsfriheden blev knægtet, og at man ikke kunne tro på alt, hvad der blev sagt i Danmarks Radio, hører til det mørkeste kapitel i institutionens historie.
Ellers husker jeg fra 1940’erne og 1950’erne Pressens Radioavis som en spisetidsmarkør. Den blev midt på dagen betonet af en såkaldt middagskoncert fra den københavnske Restaurant Wivex. Transmissionen blev appetitvækkende levendegjort af gæsternes klirrende knive og gafler, medens blandt andre Teddy Petersens orkester leverede de musikalske lydkulisser.
En anden radiofonisk markør, der i mit barndomshjem blev aflyttet med særlig opmærksomhed, var ”Aktuelt Kvarter”, der efter 1945 blev sendt umiddelbart efter 18.30-radioavisen. Jeg mindes stadig en dag i begyndelsen af 1950’erne, hvor jeg oplevede, at nu kunne jeg forstå alt, hvad der blev sagt, og dermed også forældrenes opmærksomme lytten på netop det tidspunkt. Her blev nyhederne jo ikke alene læst op, i ”Aktuelt Kvarter” blev de også analyseret og forklaret.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder