Prøv avisen
Mediekommentar

Dengang vi havde en landsfader

Plakaten med den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning fra folketingsvalget i 1935. Foto: Erik Refner/Scanpix

Uanset hvad man måtte mene politisk, blev Stauning som statsminister en samlende figur i Danmark. I en rundspørge blandt historikere og politiske journalister fra 2009 scorede Stauning det højeste samlede snit som Danmarks bedste statsminister

”I gamle dage det var engang/ at danske folk var i kongetrang/de gode græd, og de onde lo/ hvor ingen hegner, kun torne gro”. Sådan lyder første vers af Grundtvigs sang om sagnkongen Skjold, som kom sendt fra himlen – i hvert fald fra guderne – og reddede landet.

Også i dag er det politiske krisetider, og er folkene ikke ligefrem i kongetrang, efter at kongerne har trukket sig tilbage fra den politiske scene, så er de mange steder i ledertrang. Ikke mindst Vesten er udfordret på flere fronter, og det kalder på stærkt og myndigt lederskab.

Der er vel flere politikere, som mener, at de leverer varen, men retorik og store armbevægelser gør ingen kong Skjold, og den bedste leder er ikke ham eller hende med den bedste spindoktor. Desuden er trangen til stærkt lederskab et tveægget sværd. Jo stærkere leder, jo svagere kan vedkommende blive i selvkritik, mådehold og sansen for andres ret. Der fattes ikke historiske og aktuelle eksempler.

På DR2 kunne man i serien ”Store danskere” se et portræt af Thorvald Stauning. Den socialdemokratiske statsminister, som fik landsfaderlig status og ledede Danmark gennem 1930’ernes krise. I en rundspørge blandt historikere og politiske journalister fra 2009 foranstaltet af Berlingske Tidende scorede Stauning det højeste samlede snit som Danmarks bedste statsminister.

Det er selvfølgelig et par statsministre siden, men mon ikke Stauning stadig ville beholde førertrøjen, hvis man spurgte de samme igen? Man må dog tage den slags vurderingerne med et gran salt. Det kan være svært at yde en politisk indsats fuld retfærdighed og løsrive sig fra egne holdninger.

Men uanset hvad man måtte mene politisk, blev Stauning som statsminister en samlende figur i Danmark. Han gjorde en bemærkelsesværdig karriere fra bund til top, fra slum til statsministeriet, fra cigarsorterer til nationens førstemand. Da Stauning blev minister for første gang i 1916, fandt kong Christian den 10. det angiveligt krænkende, at en arbejder blev minister. Stauning lod sig imidlertid ikke gå på, og det kom efterhånden til harmonisk samekistens mellem det konstitutionelle monarki og det danske Socialdemokratiet.

Alle kender vel den ikoniske valgplakat ”Stauning eller kaos” fra valget i 1935, som sikrede socialdemokraterne 46,1 procent af stemmerne. Det gav pote dengang, men i dag ville det være for meget. ”Hvis ikke mig, så kaos” bliver lige rigeligt mig. Historikeren Claus Bryld kunne også fortælle, at sloganet oprindeligt blev brugt om Adolf Hitler under den tyske præsidentvalgkamp i 1932.

Vi hørte ydermere om Staunings privatliv med utroskab og en hang til de våde varer, som var ved at koste karrieren, da han som Folketingets næstformand under grundlovsforhandlingerne i 1914 gav møde i beruset tilstand. Pressen havde slagtet ham i dag.

Stauning var partiets mand, men han forstod også, at Danmark var mere end partiet. Hvad var det, han sagde efter Kanslergadeforliget i 1933?

”Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet”. Det er en sund prioritering, også i dag.

Jesper Bacher er sognepræst