TV 2 SENDTE I AFTES det andet af to programmer om danskere med efternavnet Jensen. Det første handlede om mænd og blev sendt under titlen ”Vi er Jens Jensen”.
Det andet handlede om tilsvarende syv forskellige kvinder i syv forskellige aldre. Da de alle havde fornavnet Kirsten til fælles, hed programmet ”Vi er Kirsten Jensen”. I alle syv tilfælde var der tale om eksempler på erfaringer med det flygtige og svært håndterlige begreb: tid. Om barnets utålmodige forventning til fremtiden hed det: ”Når man er ældre, må man alt det sjove.”
Dernæst hørte vi om en ung kvindes vanskeligheder med at affinde sig med ”ikke at være perfekt”. Den giftemodnes behov blev omtalt som et ønske om at nå ”at blive to om at dele glæder og sorger”. Endelig var der enken, som efter et 53 år langt ægteskab nu måtte affinde sig med at leve, ”som om man kun er et halvt menneske”.
Mere eller mindre udtalt lød de gennemgående spørgsmål: Hvor bliver tiden af? Hvordan lære i tide at træffe egne valg frem for bare at gøre det, andre forventer? Hvorfor er vi tilbøjelige til at overse den ofte dyrekøbte erfaring, at livet er kortere, end man tror? Kirsten Jensen, en nu forhenværende bogholder ved Kristeligt Dagblad, havde åbenbart i tide taget disse spørgsmål alvorligt og besluttet at sige op for at gå på efterløn.
Hun havde i over 25 år samvittighedsfuldt og ordentligt passet sit arbejde, så hun kunne være stolt over det. Og det til trods for, at hun egentlig ikke havde drømt om at blive bogholder. Kirsten Jensen havde som ung uden held søgt et drømmejob i rejsebranchen.
I stedet for at diskutere andres lønsedler ville bogholder Jensen nu belønne sig selv ved at gøre, hvad hun helst gerne selv vil. Hun havde fulgt så godt med, hun kunne, i udviklingen fra manuelt maskinskrevne regnskaber til nutidens digitaliserede pengeoverførsler.
Hendes indsats havde været så respektindgydende, at ”kun en tåbe frygter ikke Kirsten Jensen”, som chefredaktør Erik Bjerager udtrykte det i afskedstalen til den beslutsomme bogholder.
Og beslutninger skal der jo til. Træffer du dem ikke selv, er der andre, der gør det for dig. Udsendelsen gav fint nuancerede eksempler på skilsmisseprocesser. Man skilles jo på så mange måder, også når ”det handler om at finde sig selv, uden at føle sig parat til at forlade skolen”. Fra tid til anden må vi tage afsked, enten fordi vi vokser fra hinanden, eller på grund af død.
Den unge, der havde mistet sin far, måtte tidligt erkende, ”at livet er skrøbeligt, vi er ikke udødelige. Der er ingen garanti for, hvornår tilværelsen er slut”.
Den nygifte udtrykte det sådan: ”At skulle skilles og giftes igen, det var ikke planen. Men sådan er livet jo. Det er vildt at tænke på, hvor meget en enkelt beslutning kan betyde for, hvordan livet formes.” Eller som bogholder Kirsten Jensen sagde: ”De har allerede ansat en afløser, så der er ingen vej tilbage.”
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder