Der er ting, som ingen har lov at glemme

Ifølge Jesper Bacher skal man ikke købe fred ved at dyrke selvcensur

I Norge stod Vidkun Quisling i spidsen for den nazistiske regering. Quisling, selve indbegrebet af den nationale Judas, prøvede at nazificere Norge.
I Norge stod Vidkun Quisling i spidsen for den nazistiske regering. Quisling, selve indbegrebet af den nationale Judas, prøvede at nazificere Norge. . Foto: Scanpix.

OVERSKRIFTENS ORD faldt som en del af et længere citat: ”Der er ting i et folks historie, som ingen kan glemme, og som ingen har lov til at glemme.” Ophavsmanden blev ikke åben-baret, men de lød på norsk i DR K's serie ”Skandinavien i Hitlers jerngreb”. En række programmer, der fletter Danmarks, Norges og Sveriges historie sammen, som den udspandt sig under Anden Verdenskrig. De såkaldte broderfolk, der på hver deres måde oplevede, at fætteren fra syden eller tyskerne tog førergreb på deres lande.

Danmark var besat, men den danske regering samarbejdede med tyskerne indtil 1943, Norge var besat med regeringen i eksil, og Sverige var ikkebesat, men også under stærkt pres fra Tyskland. En historie, som er værd at genfortælle netop i år, hvor vi mindes 75-årsdagen for besættelsen og fejrer 70-årsdagen for befrielsen.

Mandagens afsnit begyndte i 1941 med Hitlers angreb på Sovjetunionen og de tyske krav om at internere ledende danske kommunister. Regeringen var ikke meget for at efterkomme kravet og således straffe mennesker for medlemskab af et lovligt parti, men både regering og folketing bøjede sig.

Som en socialdemokrat forklarede, var der hændt noget værre, hvis Rigsdagen ikke havde vedtaget kommunistloven af 22. august 1941, der forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark.

I Sverige var kong Gustav V velvilligt indstillet over for Hitlers krig mod kommunismen eller bolsjevismen og lykønskede i et personligt brev føreren med de resultater, som var opnået på østfronten. Ja, ja, vores egen udenrigsminister Erik Scavenius er også blevet herostratisk berømt for sin udtalelse om ”de store, tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”.

Var Danmark og Sverige i Hitlers jerngreb, så var jerngrebet strammet adskillige grader i Norge.

Her stod Vidkun Quisling i spidsen for den nazistiske regering. Quisling, selve indbegrebet af den nationale Judas, prøvede at nazificere Norge, og den tyske besættelsesmagt var hårdhændet i sin fremfærd.

Nordmændene skulle afskæres fra omverdenen og oppositionelle røster, så alle, der ikke var medlem af Quislings parti Nasjonal Samling, måtte aflevere deres radioer, og allerede i 1941 blev to fagforeningsfolk henrettet for en strejke, de var imod.

Igen blev vi konfrontereret med spørgsmålet om samarbejde eller modstand. Danmark slap betydeligt lettere gennem krigsårene i kraft af sin samarbejdspolitik, og Sverige forstod også at føje tyskerne, så værnemagtens troppetransporter fik lov at køre gennem landet.

Norge betalte derimod en langt højere pris for sin modstand.

Umiddelbart forstår man de politikere, som ønskede at spare deres folk for lidelse og ulykke.

Det hører med til magtens embede at værne og beskytte.

På den anden side så ville der slet ikke have været nogen befrielse, hvis alle havde tænkt på den måde.

”Der er ting, som ingen har lov til at glemme.” Heller ikke i dag, hvor det kan være fristende at købe fred fra terror med selvcensur.

Jesper Bacher er sognepræst