Udtrykket hybrid krig – nogle steder skrevet i ét ord: hybridkrig – bliver anvendt i stigende grad. Jeg har hidtil undgået det. Det virker desorienterende, at der tales om hybrid krig, som om det er noget nyt. Heller ikke som udtryk for det modsatte af kold krig er det brugbart.
Blandingskrig kunne man kalde det på mere forståeligt dansk, når betegnelsen hybrid krig benyttes om internationale konfrontationer, der skabes med brug af både fysiske, økonomiske og psykologiske våben på samme tid. Sådan har militante planer imidlertid været udført til alle tider.
”I krig og kærlighed gælder alle kneb” er egentlig en dum talemåde. Noget rigtigt er der dog i, at misinformation, dobbeltmoral, falske løfter og løgnagtig forførelse i form af gode miner til slet spil har været gennemgående træk i såvel krigshistorien som i romaner og film om følelseslivet.
I disse år har det især været tydeligt, at de militære operationer i Irak, Syrien, Østukraine og på Krim har været ført med stærkt tvivlsomme midler på alle fronter og ad alle såvel officielle som uofficielle kanaler. Tillidsskabende foranstaltninger bliver gang på gang gjort til skamme.
Hver lørdag sidst på eftermiddagen leverer P1’s ”Orientering Weekend” en service, jeg har lært at værdsætte. Programmets vært Brita Kvist gør her på 50 minutter et behjertet forsøg på ”at spejle ugen der gik med fokus på internationale begivenheder og tendenser”.
Et indslag bekræftede disse spalters indledende betragtninger. Med konkrete henvisninger til Ruslands seneste aktivistiske udenrigspolitik blev begrebet hybridkrig både eksemplificeret, problematiseret og kyndigt præciseret.
Det sidste var velkomment nødvendigt, lige som det også var på sin plads, at der i udsendelsen blev advaret imod at tømme begrebet for mening ved at gøre det til et skældsord. Det forekom at være tilfældet, da russerne afviste Vestens beskyldninger om brud på alle internationale aftaler i forbindelse med annekteringen af Krim. Det var efter deres mening Vesten, der begyndte.
At tillade en gradvis indlemning af tidligere sovjetiske republikker i NATO opfattes som en systematisk underminering af stormagten Rusland. Også ved hjælp af elektroniske medier er det efter russernes mening lykkedes Vesten at demoralisere Østen.
Som et modstykke er der i den seneste tid blevet talt om, at Rusland med sine bombninger i Syrien har ønsket at skabe et destabiliserende kontrolleret flygtningekaos i Europa. Rusland skulle herefter også have udspredt dokumentation om, at flygtninge i Tyskland har det med at voldtage mindreårige.
Som hybridkrigerisk vestligt modspil, skulle vi så fra Vestens side have drejet på den kontrollerbare kaosknap med nye dopingregulativer, der eksempelvis har ført til, at den russiske tennisstjerne Maria Sharapova er testet positiv for stoffet meldonium. Et stof der først blev erklæret ulovligt ved årsskiftet. Indblandingskrig?
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder