Knud Rasmussens ekspeditioner appellerede til mod, handlekraft og fantasi

Knud Rasmussen var en helt for mange i krigens tid, skriver Leif Hjernøe

Knud Rasmussen (1879 - 1933) ledte blandt andet de første 7 Thule-ekspeditioner.
Knud Rasmussen (1879 - 1933) ledte blandt andet de første 7 Thule-ekspeditioner. Foto: NF/Ritzau Scanpix

Over nettet har jeg nu set alle afsnit af DR 1’s serie ”De unge grønlændere”, hvoraf det andet af i alt fire blev sendt tirsdag aften under titlen ”Vendepunktet”. Jeg kunne ikke vente, fordi netop det afsnit blev afsluttet med en dåbshandling.

Kirkelivet betyder noget særligt for grønlandsk kultur. Ingen tvivl om, at udbredelsen af kristendommen i hundreder af år har været afgørende for udvikling af et grønlandsk skriftsprog og dermed også for landets selvforståelse.

Det har været et gennemgående tema i de fire gode udsendelser, at det er af afgørende betydning, at det ikke fortsat er sådan, at 90 procent af gymnasieundervisningen foregår på dansk, og at kun 50 procent af eleverne derfor gennemfører.

En ung grønlandsk mand, der som ganske lille var blevet bortadopteret til Danmark, tydeliggjorde en problemstilling, som herhjemme også kendes fra integrationsdebatten: Skal en national identitet først og fremmest bestemmes af den enkeltes sprogkundskaber?

Artiklen fortsætter under annoncen

Den unge mand talte overbevisende for, at han bestemt var grønlænder, selvom han ikke kunne tale grønlandsk. Det fik mig til at tænke på min egen ”grønlandske” barndom. Mine allertidligste erindringer er præget af de første krigsvintre. Sne, is, kulde, tilfrosne vinduer og lange istapper prydede det tysk besatte landskab om mit barndomshjem i et nedlagt husmandssted syd for Aarhus. Genboen var en tysk militærforlægning.

Væggen over sengen i mit og mine to brødres drengeværelse var dækket af et detaljeret kort over Grønland. Der var billeder af polarforskeren Knud Rasmussen, og min far læste højt af en samling grønlandske myter. På reolen i stuen stod et kæmpestort trebindsværk om og med Knud Rasmussen.

Rasmussen var min helt, på samme måde som han var det for mange andre i krigens tid. Forestillingerne om at kunne rejse ud og langt væk i en snehvid uberørt verden appellerede til mod, handlekraft og fantasi. Det vil sige til det stik modsatte af, hvad et barbarisk fascistisk Europa kunne tilbyde.

I 1975 var jeg så heldig at deltage i en kulturel fællesrejse til Grønland, ledet af præsten og forfatteren Mads Lidegaard i Nordisk Råds regi. Det blev til et uforglemmeligt ophold på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut og en tur i skib langs vestkysten til Diskobugten. Jeg skrev en dobbeltkronik derom til Aarhus Stiftstidende, meldte mig ind i partiet Siumut (betyder ”fremad”) og håbede som i min barndom på en ny og bedre verden.

Jeg blev dog snart bevidst om, at Grønland var så meget andet og helt anderledes konfliktfyldt end midnats-solens klippelandskaber og de blanke fjorde med de lysende isbjerge, der havde mødt mig nord for polarcirklen i juni 1975.

Altså på mange måder sådan som Grønland urealistisk tager sig ud i DR-serien ”De unge grønlændere”. Det kan nemt forsvares. Men hvad med det mytologiske og religiøse? Ovennævnte dåbshandling varede under et ud af seriens i alt 112 minutter.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.