Jesper Christensen er en fremragende skuespiller. Han har brilleret i flere roller, vundet fornemme priser, og sønnike og jeg glæder os til at se ham i den nye James Bond-film.
Han virker ydermere som en sympatisk mand, der ikke går med næsen i sky, selvom der er faldet stjernestøv over hans præstationer og person. Så vidt, så godt. Men giver det Jesper Christensen en særlig vægt i andre sammenhænge? Bliver hans meninger mere værd at lytte til, fordi han i den grad er værd at se på film?
På den anden side har en kendt skuespiller også lov at ytre sig på linje med alle andre borgere, og det kan ikke være rigtigt, at man skal tie politisk, hvis der ikke skal skygges for kunsten.
Man kunne ellers forstå på ”21 Søndag”, at Jesper Christensen netop havde lagt låg på sine holdninger. Efter en ungdom med politisk teater, som han selv betegnede som propagandateater for venstrefløjen, havde han gået stille med dørene og koncentreret sig om skuespillet.
Nu skulle det imidlertid være slut, og ”21 Søndag” lancerede aftenens indslag som et ”Portræt af holdningerne” hos den danske verdensstjerne. Endnu en venstreorienteret skuespiller, sensationen skulle ellers være til at overse, men det drejede sig jo om selveste Jesper Christensen, Nanas far og skurken fra James Bond, drankeren fra ”Bænken” og hippien fra ”Arvingerne”.
Sammen med pressen var Jesper Christensen således draget til Libanon som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp, og journalisten spandt en ende over hans vej fra den røde løber til flygtningenes barske virkelighed.
Vi så Jesper Christensen aflægge besøg hos en familie og med vantro besigtige de ydmyge forhold. Han indgik i skolebørnenes lege og hørte om en lille piges hjerteskærende bekymringer for sin familie.
På baggrund af disse og andre oplevelser og møder valgte Jesper Christensen så at tage bladet fra munden for, som han sagde det, at bruge sin celebritet til ”noget, der nærmer sig noget fornuftigt”.
Gjorde han så det? Tja, Jesper Christensen fortalte, hvor berørt han blev ved mødet med de syriske flygtninge, og hvor skamfuldt det var, at Danmark ikke hjalp mere.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Jesper Christensen blev rørt, men lige så lidt som holdninger bør være følelseskolde, så er holdninger mere end følelser.
Følelserne må spændes for tanken, hvis det skal gælde for et politisk indlæg, også selvom man er en stor skuespiller, og journalisterne opfører sig som kongeniale mikrofonholdere.
Det kan lyde så besnærende enkelt og smukt: Hvis vi bare åbner grænser og pengepunge, så skal det hele nok blive godt. Jesper Christensen talte om ”den bundløse virkelighed”, som han så den i Libanon, men hvad for en politik har bund i den europæiske virkelighed?
Holdninger, inklusive Jesper Christensens, må prøves og debatteres, ikke bare præsenteres og refereres af benovede journalister. Der er for meget på spil til moralistisk skuespil.
Jesper Bacher er sognepræst