DENNE UGES UDGAVE af P1's ”Religionsrapport” stillede en række spørgsmål, som var betydningsfulde, alene fordi de blev stillet. Svarene var kortfattede og vel egentlig bedst egnede som udgangspunkt for endnu flere spørgsmål og dertil svarende flere udsendelser.
Sådan blev der spurgt: Hvor meget handler julen egentlig om Jesu fødsel og Guds komme til verden? Er det hele endt med selve det at handle? Julen iscenesættes med nisser, gløgg, kalenderpakker og efterhånden et uoverskueligt udbud af tv-kalenderudsendelser.
Der genudsendes tidstypisk mere og mere. For min skyld gerne, blot kvaliteten er i orden. Lad os endelig også i den forbindelse gå ind for genbrug. Men her som i mange andre forbindelser savnes en tydelig datomærkning. Sig og angiv venligst, hvornår produkterne er fremstillet!
Det virker helt grotesk, at man eksempelvis i forbindelse med genudsendelser af de gamle udgaver af ”Hvornår var det nu, det var?” øverst til højre på skærmen kun skriver ”Gensyn med fjernsyn”. Hvorfor ikke angive et årstal? Jeg læser aldrig en bog uden først at orientere mig om dens udgivelsesår.
Det har noget at gøre med den historiske bevidsthed, som så ofte sløves af de elektroniske massemedier. Det betyder noget for den tidsmæssige perspektivering, som jo netop er idéen bag de udmærkede underholdningsudsendelser, der bygger på en almen interesse for, hvornår det nu var, det var.
Hvorfor skal man gå på nettet for at finde ud af, at det faktisk er fjerde gang, at Nissebandens jagt efter julemandens gode humør bliver vist på tv? Seneste genudsendelse var i 2001. Der er jo ikke noget at skamme sig over. I min familie er der kun glæde over genhøret med Hans Dals muntre kendingsmelodi.
Teksten blev for nu langt over 30 år siden skrevet af Flemming Jensen. Sammen med Hans Dal spiller de henholdsvis grødnissen Lunte og den øverstkommanderende A38. Derudover er der glædelige gensyn med unge udgaver af Kirsten Lehfeldt, Lars Knutzon, Arne Hansen og Kirsten Peüliche. Godt, at vi kan se DR Ramasjang!
Risengrødssangen findes nemt på nettet, sådan at man kan synge med på omkvædet: ”Det er risengrød (smask, smask, smask),/ der gør ganen blød (smask, smask, smask),/ og kanel bli'r strøed,/ det gør grøden sød,/ men sæt ikke skeen i den før,/ end risengrøden den har fået en smørklat smør.”
Apropos gode fællessange, så havde ”Religionsrapport” fat i denne problemstilling: Hvis vi tager omfanget af julesalmesang som en indikator, ser det ud til, at interessen for det kristne julebudskab er dalende. Danskerne synger ikke så mange julesalmer som tidligere. Det har DR for nylig undersøgt. Det fremgik desværre ikke hvordan.
Er det udtryk for en traditionsforandring, og er det i så fald et problem? Jeg kan her kun anbefale, at fællessange dyrkes så vidt muligt. Kristne eller ej, det ene behøver bestemt ikke at udelukke det andet. Og så er det jo kun jul én gang om året!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder