HVORDAN SKELNER man mellem en særlig personlighed og en behandlingskrævende sindstilstand? Spørgsmålet blev stillet og belyst i den engelske dokumentar fra 2010 Louis Theraux: børn på medicin. Det skete sent søndag aften på DR 2.
Udgangspunktet for udsendelsen var det forhold, at et stigende antal børn bliver diagnosticeret med alle mulige psykiske lidelser. Til tider kan man gribes af den kvalmende fornemmelse, at der er tale om en udvikling, der et langt stykke styres af medicinalindustrien.
LÆS OGSÅ: 22.000 børn og unge har psykisk diagnose
I stedet for at opfinde en medicin, der svarer til en sygdom, så opfindes der sygdomme, der svarer til en given medicin. Er man rask, er det fordi man ikke har været hos lægen. Og omvendt: Er du syg, så er det fordi du har været hos lægen.
Hvad er årsag, hvad er virkning? Og endnu vigtigere: Hvad er bivirkningerne? Mange undersøgelser viser, at der ofte gives medicin mod anden medicins bivirkninger. Eller værst: langt det meste medicin gives i form af symptombehandling. Ved at give smertestillende medicin imod for eksempel hovedpine, lukkes der for de sunde signaler, kroppen udsender for at fortælle, hvor og måske endda hvorfor det gør ondt. Sunde reaktioner gøres til sygdomme.
Hvad der gælder for kroppen, gælder også for sjælen. Blot med den væsentlige forskel, at psykiske sygdomme har det med at være usynlige. Det skaber frygt, usikkerhed og fordomme, også selv om sindssygdom i dag kan gøres til genstand for medicinsk behandling.
På de psykiatriske hospitaler har man efter alt at dømme gjort helt fantastiske fremskridt i behandlingen af for eksempel skizofreni og maniodepressiv sygdom. Sindslidelser, der førhen betragtedes som kroniske tilstande, er i dag noget, man kan helbredes for.
I hvert fald er det blevet sådan, at det i dag kan være umuligt at skelne mellem syg og rask, eller mellem Gal eller normal, som man kaldte den første af to timelange udsendelser, der i mandags blev sendt først på aftenen på DR 1.
Eksperimentet med 10 frivillige, gale og normale danske deltagere, viste sig også at være et eksperiment med seerne. Opgaven bestod nu snart mere i at finde ud af, hvor meget publikum egentlig kunne medvirke i det, der også fik form af en konkurrence.
Som der stod i programmet: De fem af deltagerne er sunde og raske. De andre fem har en psykiatrisk diagnose men hvem er hvem?. Det viste sig hurtigt, at de tre deltagende eksperter fik langt, langt bedre vurderingsgrundlag end seerne. Heldigvis, må man sige.
De eksempler på normale eller unormale adfærdsmønstre, vi fik mulighed for at iagttage, var helt utilstrækkelige. Ejendommeligt var det at erfare, at de, der performede bedst, var dem, der havde været inde omkring psykiatrien, som det blev udtrykt af en ekspert.
Pointen i første udsendelse var derfor: Det er faktisk unormalt at være entydigt normal skrevet af en, der til tider lider af en tvangsmæssig lyst til at skrive.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder