Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Det er forældrene, der skal give børn livsmod

Det estimeres, at forældre i gennemsnit bruger 7000 kroner på deres børn, når de skal begynde i skole. Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis forældre indleder børnenes skolestart med at købe taske og penalhus for 7000 kroner, er barnet muligvis allerede kommet en smule skævt fra start, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

August måned varsler nyt. Tusindvis af unge indleder deres uddannelse, mens små børn skal begynde i skole, og medierne er fyldt med historier om det skelsættende punkt.

Det forlyder, at nye skolebørn i gennemsnit ekviperes til op mod 7000 kroner, hvorfra de jo bevæger sig ind i et ungdomsliv fyldt med overvågning, evaluering og sammenligning.

Ikke blot fordi teknologien i al sin ulyksalighed mandsopdækker den enkelte fra time til time, men også fordi unges ”sårbarhed”, som det kaldes i dag, er blevet et integreret tema på samme måde som udlændingedebat og klimadagsorden.

Alle taler om de unge, fordi de udgør en slags katalysator for vores fælles sindstilstand, og hvis tallene ellers står til troende, ser det også betænkeligt ud.

I 1990’erne var det cirka tre-fire procent af de unge, der erklærede sig stressede, og i 2017 var det 40,5 procent af pigerne og 23,4 procent af drengene. Her burde man selvfølgelig definere begrebet ”stress”, men lad os i denne omgang nøjes med at konstatere, at der tales om søvnløshed, angst, depression, overvægt og det evige præstationspres, og i søndags diskuterede man på TV 2 News, hvorfor hver nienende studerende føler sig ensom.

Det kom der ingenting ud af, eftersom de færreste for alvor begriber de mange nuancer i modernitetens brutalitet og slet ikke endnu et tilfældigt sammensat debatpanel.

Men de fleste kan nok fornemme, at alt dette har at gøre med det, der grundlægges, når man fra første færd udsættes for den individets ophøjelse, der hører vor epoke til.

Når et barn af sine forældre på første skoledag klædes på for tusindvis af kroner og måske generelt hyldes som særlig og unik, sanser det nok, hvor meget der forventes i forhold til at kunne overstråle omgivelserne. Hvert skridt kan blive skæbnesvangert i en verden fattig på tradition og vejledende autoriteter, og i de mange diskussioner om de unge beskæftiger man sig for sjældent med forældrene, der i så høj grad præger det blik, hvormed man ser på sig selv.

De digitale medier er rod til meget ondt, sandt nok, og jeg kunne tale længe om den religiøst set lidt døve danske virkelighed, der kan få den enkelte til at tro, at det er egne præstationer, der skal redde én fra glemsel og undergang.

”Du ér dine valg,” blev det rammende sagt om vor tidsånd i P1-programmet ”Hjernekassen”, der i går beskæftigede sig med de pressede unge, mens man anede Jean-Paul Sartres diabolske røst, der i 1943 fastslog, hvordan det absolutte ansvar for egen situation ”repræsenterer mig og symboliserer mig”.

Jo tak, vi er i fuld gang med at lære, hvor ondt det gør, men forældrenes rolle kan dårligt overvurderes, og mens det ene debatpanel efter det andet må give fortabt, skal vi huske, at den vigtigste menneskelige kilde til livsmod grundlægges hjemme hos far og mor.

Det er forældrene, stupid, og hvis de indleder det store ræs med at købe taske og penalhus for 7000 kroner, er barnet muligvis allerede kommet en smule skævt fra start.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.