Når radio kan være vores ører, hvorfor kan tv så ikke finde ud af at agere øjne?

Det burde være ligetil at forstå, at når for eksempel dronning Margrethe inviterer seerne indenfor i sine palæer på Amalienborg og udpeger detaljer, så skal tv-fotografen naturligvis vise det udpegede. Det skete ikke, skriver Leif Hjernøe

Når Dronningen i DR 1’s nye serie ”Dronningens slotte” omhyggeligt gør opmærksom på nogle gådefulde træk ved et stort portrætmaleri af prins Henrik, så er det meget frustrerende, at fotografen ikke sørger for, at seerne får mulighed for selv at gøre sig sine iagttagelser, skriver Leif Hjernøe.
Når Dronningen i DR 1’s nye serie ”Dronningens slotte” omhyggeligt gør opmærksom på nogle gådefulde træk ved et stort portrætmaleri af prins Henrik, så er det meget frustrerende, at fotografen ikke sørger for, at seerne får mulighed for selv at gøre sig sine iagttagelser, skriver Leif Hjernøe. . Foto: Scanpix.

Jeg lyttede med største interesse til P1’s første af fire udsendelser med fællestitlen ”Vores bys arkitektur”. Den blev indledt med en detaljeret beskrivelse af, hvordan det er at ankomme til Næstved med tog. Jeg kunne nøje genkende oplevelsen. Først med værten Ane Skaks samtale med urbanist Niels Bjørn om, hvordan besøget indledes med en noget beklemmende tunnelatmosfære, som dernæst desto mere opmuntrende afløses af indgangen til en farverig bykerne, der åbner sig med mangeartede bygninger og indbydende gaderum.

Susanna Sommer, Ane Skak og Niels Bjørn havde tilrettelagt programmet sådan, at de konkret nærværende by- og strøgrum gav genlyd og appellerede til fantasi og medleven. Man kunne se det for sig. Mærkeligt er det, at det ofte er i radioen, at man får den bedste orientering om vores arkitektur, billedkunst og kultur i det hele taget.

Her var der tale om oplysende betragtninger over den historiske udvikling af byarkitektur. Fra at være resultater af en nærmest organisk tilvækst i en tid, der ikke kendte til byplanlægning, til i dag, hvor moderne arkitektur kan virke fortænkt og i skræmmende uoverensstemmelse med menneskelige behov og proportioner.

Radioudsendelser af den slags er med til at tydeliggøre, hvor stor en forskel, der er på en mikrofon og et tv-kamera. Det er der desværre mange tv-kamerafolk, der ikke har forstået. Som jeg igen og igen har gjort opmærksom på i disse spalter, så kan tv være vores øjne, hvor radioen kan være vores ører.

Det er mærkeligt, at de ikke kan lære det. Det skulle ellers være ligetil at forstå, at når for eksempel dronning Margrethe med sit skarpe blik for indendørsarkitektoniske detaljer beredvilligt inviterer seerne indenfor i sine palæer på Amalienborg, så skal tv-fotografen naturligvis vise det udpegede. Det skete ikke i denne uges første afsnit af DR 1’s nye serie ”Dronningens slotte”.

Seerne er jo dybt fortrolige med Dronningens udseende og stemmeføring, så tv kunne roligt have koncentreret sig om at vise det omtalte. Giv os dvælende nærbilleder af rummene, møblerne, dekorationerne og eksempelvis de ophængte dele af det berømte Flora Danica-porcelæn og ikke af majestætens tiltalende ansigt!

Når Dronningen omhyggeligt gør opmærksom på nogle gådefulde træk ved et stort portrætmaleri af prins Henrik, så er det meget frustrerende, at fotografen ikke sørger for, at seerne får mulighed for selv at gøre sig sine iagttagelser. Lad os få syn for sagn – eller syn for sagen, som retskrivningsordbogen siger, at det også må hedde!

Det gælder også den nye omgang af DR 1’s ”Made in Denmark”. Tirsdag aften drejede det sig om at arbejde i messing. Tænk engang, at man laver en tre kvarter lang udsendelse om dette spændende materiale uden at give seerne besked om, hvor fantastiske egenskaber de meget forskelligartede messinglegeringer har. Og om en gørtlers mange lodde-, slibe- og støbemetoder!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder