Det er muligt, at man indimellem lykønsker sig selv med at være et menneske, der besidder en ret fast livsanskuelse. Men man bør nok aldrig gå ud fra, at den ikke kan komme under påvirkning og forandres, og denne forstandige iagttagelse kom for dagen, da skuespiller Lars Mikkelsen i onsdags var på besøg i P1-programmet ”Kulturen på P1”.
Her fortalte han om det teaterstykke, som han sammen med Søren Sætter-Lassen er klar med i Skuespilhuset i København, hvorefter det skal på turné rundt i landet. Stykket er lavet over Kathrine Kressmann Taylors roman fra 1938, ”Adressaten ubekendt”, om de to tyske venner Max og Martin.
Sidstnævnte udvikler en intens fascination af Adolf Hitler, som han beskriver i sin brevveksling med Max, der er jøde. Ved første gennemlæsning mente Lars Mikkelsen ikke, at teksten bød på så forfærdeligt meget nyt – fører-tiltrækningen er unægtelig kendt stof – men da han og Søren Sætter-Lassen fik liv i rollerne, materialiserede det sig.
Snart stod det atter klart, at det altid er muligt at bevæge sig i uventet retning, når den levende samtale går i gang, og der skabes kontakt til de indre frustrationer. Og her skal ikke følge endnu en Donald Trump-inspireret konstatering af, at mennesker til alle tider kan længes efter en ny orden og en stærk mand. Den vinkel er alt for ensporet, og vi skal huske, at et menneskes overbevisning i alle kroge og på mange niveauer kan gøre forunderlige krumspring.
Spørg for eksempel en kvinde fra landets mest køns- og lighedsfikserede politiske parti, hvordan det går til, at man pludselig argumenterer for kønsopdelt svømning og dermed adlyder et diktat fra en reaktionær muslimsk patriarkalsk tradition. Spørg for eksempel kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde fra Alternativet, og hun vil sikkert svare, som hun gjorde forleden i et læserbrev:
”At tilbyde kønsopdelt svømning er for mig ikke at indsnævre de danske frihedsidealer. Det er at imødekomme forskellige borgeres præferencer. En håndsrækning, der gør en forskel.”
I hvert fald en håndsrækning, der i nogle svømmehaller bomber ligestillingen lysår tilbage, og det er sandt, at et menneske på forbløffende vis kan ændre værdigrundlag. Hverken demokrati eller ligestilling er konstante størrelser, og derfor er teaterstykket om menneskets svaghed stillet over for en ny og bekvem ideologi aldrig blevet spillet for sidste gang.
Historien kan gentages. Lars Mikkelsen indså det, da han begyndte at sige ordene højt, for i sidste ende er enhver i sine følelsers vold tilbøjelig til at vælge det, man selv har allermest brug for lige nu. ”Adressaten ubekendt” lyder som det rette teaterstykke på det rette sted med to lysende talenter i hovedrollerne, og ”Kulturen på P1” beviser jævnligt sit værd som et radioprogram, der minder os om, at kunsten rummer en vital livline til erkendelse.
Det er som bekendt nemt at glemme i et materialistisk samfund som dette, men det bliver ved med at være sandt.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.