Det er unødigt vanskeligt at være seer

Onsdag aften på DR 1 blev publikum ladt mere i stikken end ellers, skriver Leif Hjernøe

Der er aftener, hvor det er unødigt vanskeligt at være seer. Sådan var det onsdag på DR 1, hvor publikum til ”Aftenshowet” blev ladt mere i stikken end ellers. Og det siger ikke så lidt.

Jeg synes, programmet er blevet mere og mere præget af snakkesaligt grin. Der tales uforståeligt i munden på hinanden. Man griber sig selv i at råbe ad skærmtroldene: ”Hov, vi vil da også gerne se og høre med!”.

Det fik man også lyst til under afviklingen af de efterfølgende udsendelser. Første udgave af den nye DR 1-serie ”Maddysten” blev afviklet i et tempo, der resulterede i et misforhold mellem form og indhold.

Der var tale om et såkaldt familieprogram, idet otte familier fra hele landet på under en time var sat til i et upassende højt tempo at konkurrere om at blive Danmarks bedste madfamilie.

Idéen er den, at de i løbet af otte uger skal lave deres helt egne yndlingsretter ved at blive ”kastet ud i at flå rødspætter, nyfortolke smørrebrød, lave gourmethotdogs, malke køer, lave friturestegt street food til 100 mennesker og meget mere”.

Og jeg skal da lige love for, at de blev kastet og i flyvende fart bedømt af en dommertrio bestående af Michelin-kok Dak Wichangoen, madnørd Timm Vladimir og kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

Straks efter fulgte et andet nyt program ”Født på TV – 7 år efter (1:5)”. Det tog sig således ud:

For syv år siden var DR med, da en række børn kom til verden i serien ”Hjælp, vi skal føde”.

Spørgsmålet var nu: ”Hvordan er det gået med de drømme, der blev født sammen med det lille barn?”. Svar: For de ti familier har livet med børn budt på både stor lykke, bristede drømme og tragedier.

I første afsnit var der gensyn med Marianne og Anton, der fik tvillingerne Karla og Olivia. For dem har livet forandret sig på tragisk vis. Et af deres børn var død af epilepsi.

Og så var der Laura, hun havde efter en skilsmisse måttet vinke farvel til drømmen om en familie med Frank og deres to børn.

Det må være belastende at skulle dele sådanne skæbneforløb med hele landets befolkning. Der var tilmed tale om en noget kaotisk programredigering. De uforudsigelige begivenheder var krydsklippet på en desorienterende måde. Det må være mærkeligt at skulle mindes dem i al fremtid på den vis.

Forhastet og forvirrende var også sidste udsendelse, inden jeg noget ør i hovedet besluttede at slukke. Det handlede om, at skulpturer og bannere er nogle af de våben, som kunstnerne bruger i kampen mod menneskeskabte klimaforandringer.

Spørgsmålet var her: Men hvad nytter det, at en flok skuespillere stiller sig op foran Christiansborg, eller at en billedhugger laver klimakunst?

Svaret måtte seerne naturligvis selv finde efter tiltrængt lukketid.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.