Seværdig dokumentar viser, at det ikke går så godt med ligestillingen

Selvom fokus i ny dokumentar er rettet mod den kreative middelklasse, er der ingen tvivl om, at mænd og kvinder i alle brancher, samfundslag og landsdele kan spejle sig i pointerne, skriver journalist Kurt Strand

Filminstruktør Mette Korsgaards film om sin mand, DR-journalisten Niels Krause-Kjær, havde premiere ved en dokumentarfilm-festival i marts. –
Filminstruktør Mette Korsgaards film om sin mand, DR-journalisten Niels Krause-Kjær, havde premiere ved en dokumentarfilm-festival i marts. – . Foto: CPH:DOX.

ET DYBT SUK, trætte øjne bag brillerne og en – om end venlig – åh nej, skal vi nu snakke om det-attitude viser med stilfærdig styrke, at jo her er noget, som trænger sig på. Scenen udspiller sig i begyndelsen af dokumentarfilmen ”Min uimodståelige mand”, som blev vist på DR 2 i aftes.

Manden er ”Deadline”-vært Niels Krause-Kjær, der mødes af dokumentarfilminstruktør Mette Korsgaards insisterende kamera. Selvom han hellere vil se fodbold i tv, er der ingen vej udenom, for det er nemlig hans egen hustru, der filmer. Og som stiller et af filmens centrale spørgsmål: ”Hvorfor bliver mange mænd sure, når man snakker om ligestilling?”.

Svaret er, mener Krause-Kjær, at det virker lidt ”intimiderende”, når kvinder antyder, at noget er skævt. For som han retorisk spørger den anden vej: ”Går det ikke meget godt?”. Men nej. Det gør det ikke, og det bliver med både vid og bid påvist gennem den timelange og absolut seværdige dokumentar.

Blandt eksemplerne er Krause-Kjærs eget journalistunivers, Deadline på DR 2. Dér var det indtil for et par år siden en indgroet myte, at når gæstestolene oftest var befolket af hankønsvæsener, så skyldtes det, at kvinder i højere grad end mænd sagde nej til at medvirke. En opfattelse, jeg selv delte i mine år som vært fra 2004 til 2010.

EN NÆRMERE granskning viste imidlertid, at færre kvinder blev spurgt, om de ville være med. Fordi de i mindre grad end mænd figurerede på redaktionens interne kildelister, og fordi de fleste medier og journalister har en tendens til at bruge dem, de kender i forvejen.

Og da Deadline-redaktionen i 2017 besluttede at øge andelen af medvirkende kvinder fra omkring en fjerdedel til lidt over en tredjedel, førte det overraskende hurtigt til synlige resultater.

En blind vinkel blev erstattet med en målrettet indsats, som dog ikke vil medføre fuldstændig ligestilling på skærmen, fordi medvirkende såvel i tv som i alle andre medier selvfølgelig også afspejler skævhederne i samfundet.

NETOP DEN BLINDE VINKEL præger Mette Korsgaards dokumentarfilm. Og selvom hendes fokus primært er rettet mod den kreative middelklasse, er der ingen tvivl om, at mænd og kvinder i alle brancher, samfundslag og landsdele kan spejle sig i pointerne. Tilmed fortalt med masser af humor, som afstedkom mange gode grin, da ”Min uimodståelige mand” havde premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i marts i København.

Løftede pegefingre, kvotekrav og sure miner fører nemlig ingen steder hen. Slet ikke til forandringer af indgroede mønstre og vaner.

Derfor havde det været godt med lidt mere modspil i stil med det, som gallerist Hans Alf leverer i filmen: ”Kvinderne må også selv vågne op og lære at klare sig på lige vilkår.”

For som bekendt skal der to til tango. Og undervejs i Mette Korsgaards øjenåbnende film erkender hendes mand da også, at det nok ikke går helt så godt med ligestillingen, som han troede. At den lille forskel ofte er ganske stor.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.