Den dæmoniske stemning og Sarah Lund som den fåmælte kvinde ganske fortabt i alt det grå greb mig virkelig. Og også i anden ombæring, hvor turen gik til Afghanistan i de udsendte soldaters fodspor, var jeg godt med.
I søndags nåede vi så til andet afsnit af den massivt eksponerede Forbrydelsen III, og mens en del lever op til forventningerne, er der én ting, der denne gang virkelig trætter. Og det er portrætteringen af Christianborgs politikere.
LÆS OGSÅ: Forbrydelsen 3: Den hidtil sværeste mordgåde
Det er dybt ærgerligt, at Forbrydelsen III har hægtet så stor en del af sin handling på endnu en omgang politiske intriger, for man magter snart ikke at se flere danske skuespillere agere partiledere og spindoktorer. Vi er næsten derhenne, hvor den ene serie fremstår som en karikatur på den anden, og efter to sæsoner med Borgen og Sidse Babett Knudsen i rollen som Birgitte Nyborg/Margrethe Vestager (R), har man efterhånden fået nok.
I søndags nærmede vi os det helt store mætningspunkt, da afsnittet bød på en scene, hvor statsministeren var i tv-duel med sin modstander, mens TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen optrådte i rollen som sig selv. Hvorefter man i øvrigt 10 minutter efter kunne opleve samme Bildsøe Lassen i et ægte nyhedsprogram. Med ét fremstår den danske virkelighed meget lille og meget medieskabt, og man overvejer, hvorfor endnu en tv-serie skal være så præget af den politisk journalistiske retorik, der i forvejen dominerer det offentlige rum fra morgen til aften. Tilmed i en tid, hvor vi diskuterer, om danskernes forhold til politisk grundsubstans mon ligefrem kan lide skade ved den voksende symbiose mellem politik og underholdning.
Fiktionens store fascination af politiske intriger kan i længden virke meget stereotyp, og set herfra synes vi med Forbrydelsen III at være nået til den grænse, hvor alene synet af en sammenbidt statsminister og hans lårkortklædte spindoktor mest irriterer.
En meget stor kvalitet ved Forbrydelsen I var, at forfatter Søren Sveistrup skabte den primære identifikation hos familien, der blev ramt af tragedien, mens den lokalpolitiske del af historien forblev sekundær. Og i øvrigt fik en stor del af sit liv gennem skuespiller Lars Mikkelsen som tvetydig og følelsesmæssigt plaget borgmesterkandidat.
I de to første afsnit af Forbrydelsen III har det politiske fyldt alt for meget, og nogen burde have mindet forfatter Søren Sveistrup om faren ved at lade sig trække ind i den klaustrofobiske mediecentrifuge, hvor klichéerne fra det politiske liv reproduceres i en grad, der virkelig kan slide på en tv-seer. Forbrydelsen har givet os store tv-øjeblikke, og Sarah Lund er en vidunderligt dragende figur. Men hvis historien denne gang bliver hængende så meget i det karikerede politiske univers, kan den godt blive tung at komme igennem.
Sørine Gotfredsen er præst og journalist