Gotfredsen: VM dækkes lige så overfladisk som royale begivenheder

Tv-sportsjournalistikken risikerer under VM at reducere sig selv til en farveløs ekspedering af fodboldsnak, hvor man nødigt vil spolere den gode stemning. Det minder lidt om mentaliteten i dækningen af kongelige optrin, skriver sognepræst

Det tyske fodboldlandshold er som del af tidens udvikling blevet mere multikulturelt, skriver Sørine Gotfred sen. –
Det tyske fodboldlandshold er som del af tidens udvikling blevet mere multikulturelt, skriver Sørine Gotfred sen. – . Foto: Ritzau Scanpix.

DER VAR ENGANG en særlig følelse af orden forbundet med at se VM i fodbold. Man kunne regne med, at bestemte nationer repræsenterede bestemte karaktertræk på banen, og personligt var jeg i mange år fascineret af tyskernes solide og strukturerede indsats uden klynk og eksotiske primadonnanykker. Kølig og nordeuropæisk kontrol har gennem årtier bragt tyskerne langt, men meget har ændret sig. Nok har Tyskland også i nyere tid vundet meget – for eksempel det seneste VM – men holdet er som del af tidens udvikling blevet mere multikulturelt, hvilket ofte omtales mere idyllisk, end det nok i længden er.

TV 2’s fodboldekspert Peter Sørensen sagde i søndags inden tyskernes møde med Mexico, at han finder det tyske hold meget ”sympatisk”, fordi man har formået at blande kulturer. Dette står som bekendt på side ét i grønspætte bogen angående politisk korrekthed, og mens det er en ærlig sag at mene det, skurrer det lidt i ørerne, når man lige har læst en artikel om, at opbakningen til det tyske landshold smuldrer i hjemlandet.

Flere mener, at holdet rummer for få etniske tyskere, at adskillige ikke synger med på nationalsangen, og som det seneste nye har to af spillerne med tyrkiske rødder ladet sig fotografere med landsholdstrøje i selskab med Tyrkiets præsident Erdogan, som om deres egentlige nationale loyalitet i virkeligheden ligger i Tyrkiet.

Den slags omtales ikke i sportsdækningen på tv, hvor man nødigt vil spolere den gode stemning, og det minder lidt om mentaliteten i dækningen af kongelige optrin. Et fint lag af facadeidyl spændes ud over det hele, og derfor kan det i disse dage være gavnligt at huske dyrkelsen af det franske fodboldlandshold, der også for nogle år siden blev hyldet og promoveret som eksemplet på smuk integration til efterfølgelse. Indtil det brød sammen i intriger og magtkampe fyldt med racistiske undertoner.

TV-SPORTSJOURNALISTIKKEN risikerer under et VM som dette at reducere sig selv til en lidt farveløs ekspedering af fodboldsnak, alt imens netop fodboldsporten præges så meget af det omgivende, og jeg vil komme til at savne kloge betragtninger angående betydningen af globaliseringens nivellerende jernnæve og opløsningen af national homogenitet. Hvordan påvirker det spillets udvikling og vores syn på sporten? Den slags passer ikke altid ind i den traditionelle optaktssamtale inden næste kamp – hver ting til sin tid – men det kunne godt indgå som en større del af den samlede VM-dækning. I øvrigt tabte tyskerne til Mexico i søndags, og jeg tør godt vove den påstand, at hvis dette VM udvikler sig til en nedtur for de forsvarende verdensmestre, begynder den multikulturelle facade at slå revner.

Det har den det med at gøre, når frustrationerne vokser, hvilket også lige nu dominerer den samlede politiske debat i Tyskland.

Derfor bliver det i de kommende dage spændende at se, hvem der falder først i vort nabolands multikulturelle eksperiment: den tyske kansler eller det tyske fodboldlandshold.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.