For en gangs skyld er jeg nødt til at kommentere, hvad en anden anmelder har skrevet. Min kollega i dagbladet Politiken omtalte nemlig forleden DRs søndagsdrama Lykke, som han mener er noget ja, undskyld, noget lort. Og han tilføjede, at DR kan sende hvad som helst søndag klokken 20, hvis blot nogle populære danske skuespillere optræder. Så er succesen hjemme.
Den udmelding kræver modsvar.
For det første er det ikke rigtigt, at alt bare glider ned søndag aften. For eksempel husker vi, hvordan Per Flys Forestillinger fik temmelig dårlige seertal trods det eftertragtede sendetidspunkt. Og for det andet er Lykke absolut ikke bare elendig. Det er sandt, at den opretholder et noget ujævnt niveau, men den er samtidig én af de mest modige fortællinger, vi har set længe.
LÆS OGSÅ: Svenskerne halter også
I modsætning til den glatpolerede succes Borgen, der er i gang med at sejre i både Frankrig, Tyskland og England, gør Lykke forsøget på at fortælle noget om os selv. Den er ikke pakket ind i en dramatisk ramme med Folketinget eller et kulørt politimiljø, og den finder ikke sin primære drivkraft i en klichefyldt kønsproblematik og et skamløst brug af tidens mest synlige debattemaer.
I stedet forsøger Lykke med meget bredere vingefang at beskrive danskeren i det 21. århundrede. Det på papiret så lykkelige menneske, der fungerer på overfladen, men som blot et enkelt spadestik dybere nede er i tvivl om meget.
Hovedpersonen selv Lykke Leth findes i tusindvis derude. Den effektive arbejdende kvinde, der på sin vej frem i det frie og lighedsfikserede Danmark mistede kontakten til sit indre og nu dagligt må overbevise sig selv om, at hun virkelig er så lykkelig, som hun bør være.
Hun er det realistiske modstykke til Borgens Birgitte Nyborg, der i sidste afsnit på postulerende lyserød vis kåres som eksemplet på, at en kvinde og mor kan gøre stor karriere med balancen i behold. Lykke, derimod, fremstilles som et ægte produkt af Danmark. Hun er så gennemført trænet i selvstændighed, at hun er nødt til med den velkendte danske blanding af sarkasme og forbehold at holde andre på afstand. Hun er simpelthen blevet vænnet fra at kunne tage imod, fordi værdigheden ligger i altid at kunne stå selv og fastholde identiteten i det man præsterer. Den frigjorte danske kvindes mentale åg.
Det er rigtigt, at serien har problemer. Visse replikker dør allerede i fødslen, og nogle af de farceagtige sideløbende forviklinger fungerer ikke. Imidlertid er Lykke ikke noget lort, men derimod noget så sjældent som et forøg på at karakterisere os i hverdagen. Vi er langt fra seriemordere og statsministre, og muligvis hænger kritikken sammen med, at vi efterhånden er blevet så forvænte med DR-serier, der tager os med til en dramatisk fantasiverden, der ikke direkte prikker til vores eget liv, at vi ikke orker andet.
Lykke er et forsøg på at få os til at se på os selv, og skønt alt ikke lykkes ubetinget, kan det anbefales at høre ordentligt efter.
Sørine Gotfredsen er journalist, præst og forfatter