”Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl?” (Matt. 16, 25-26).
Jeg måtte flere gange uvægerligt tænke på dette gamle, prøvede skriftsted, medens jeg sent onsdag aften på DR K så den amerikanske film ”What Dreams May Come” (1998). Igen og igen betonedes det, at ”nogle gange sker det, at når du taber, så vinder du”.
I filmen er det først børnene, der omkommer ved en trafikulykke, dernæst er det faderen Chris, der bliver trafikdræbt. Moderen magter ikke sin ulykkelige skæbne. Trods vedvarende opfordringer til ikke at give op, begår hun selvmord. Det sidste medfører, at hun havner i Helvede, hvorimod han er kommet i Himlen, og de synes dømt til at være skilt for evigt. Men selv i døden kan Chris ikke leve uden Annie. Spørgsmålet er: Kan deres kærlighed overvinde denne adskillelse?
Den 20 år gamle film gjorde indtryk, fordi jeg så filmen i bevidstheden om, at Chris blev spillet af den meget afholdte Robin Williams (1951-2014). Han begik selvmord i en alder af 63 år. Angiveligt på grund af en tiltagende lidelse af Parkinsons sygdom. Jeg husker ham især fra film som ”Verden ifølge Garp” (1982) og ”Good Will Hunting” (1997).
Netop fordi filmen ”What Dreams May Come” så indgående handlede om selvmord og på en noget diskutabel måde, vel at mærke uden henvisning til noget kirkedogme, et langt stykke forholdt sig fordømmende til denne ulykkelige udgang, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den ellers så succesrige Robin Williams’ tragiske skæbne. Og dermed på det, forekom det mig, vedvarende underforståede citat fra Matthæusevangeliet, jeg anførte som ansporende indledning til disse spalter.
Jeg noterede mig også dette citat fra filmen: ”Du forsvandt ikke, du døde bare.” Ved at tabe og miste, kan du vinde og finde, var historiens etiske pointe. Chris og Annie mødtes i det hinsidige, som var iscenesat så farverigt, fantasifuldt og forbløffende effektfuldt, at det i sin tid blev belønnet med en Oscar for bedste scenografi.
Den var da også helt usædvanlig. Man måtte igen og igen undre sig over, hvordan man for 20 år siden havde filmtekniske muligheder for i den grad at kunne manipulere med surrealistiske effekter. Menneskikkelser befolkede scenerierne uden hensyn til tyngdekraften. I de bedste sekvenser mindede de derfor om malerier af den jødiske russisk-franske kunstner Marc Chagall (1887-1985).
Også den flamske maler Pieter Bruegel den ældre (cirka 1527-1569) må have inspireret. Han er berømt for sine allegoriske billeder, der er myldrende fyldte af by- og landliv samt mange groteske detaljer. Utroligt var det tilmed at se den svenske skuespiller Max von Sydow (født 10. april 1929) medvirke i mange af filmens fysisk stærkt krævende passager. Her var meget at vinde og intet at tabe!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.