Ved skæbnens uforudsigelige mellemkomst har jeg for første gang i mit liv sat mine ben på Roskilde Festival.
Denne årlige begivenhed samler cirka 130.000 mennesker på en stor mark ved Roskilde, hvor de hører musik, drikker alkohol, spiser is, udholder vejret i alle dets former og efterlader sig en kolossal mængde affald.
Derfor kan jeg omsider sætte mediedækningen af fænomenet i relation til virkeligheden, og der siges og skrives meget om denne festival, der kan ses som et slags studie i tidsånd.
De seneste år har der været fokus på krænkelser og MeToo-årvågenhed, og denne gang har det især handlet om de unges mulighed for at nyde et frirum i en hverdag fyldt med selviagttagende præstationspres. Festivalens talsmand, Christina Bilde, udtalte i den forbindelse på TV 2 denne vidunderlige selvmodsigende sætning: ”Her kan man tage presset af og komme ud og være den bedste udgave af sig selv.”
Man vil mene, at der er et vist pres forbundet med at skulle være den bedste udgave af sig selv, men det kan jo af og til være svært at finde rundt i flosklerne, og Christina Bilde mener sikkert, at man på festivalen kan være uforpligtende til stede.
Spørgsmålet er, hvordan de unge er det. Flere reportager har været optaget af de unges forbrug af lattergas som rusmiddel samt overvejelsen over, hvorvidt tidens intense miljøbevidsthed mere end tidligere vil få dem til at rydde op efter sig selv.
Det er oplagt at spørge, om de mange unge, der for eksempel hylder Greta Thunberg og hendes klimaopråb, muligvis også er blandt dem, der på få døgn skaber dele af festivalgrunden om til en losseplads.
Søndag morgen kunne man på TV 2 meddele, at affaldssituationen med et omfang af cirka 2000 tons i år ligner sig selv, og spørgsmålet er, om man skal se Roskilde Festival som et frirum, der giver de unge kræfter til i hverdagen at gøre den smukke indsats. Eller om man skal se den som en kraftudladning i disciplinen hul politisk korrekthed.
Efter eget korte selvsyn vil jeg mene, at Roskilde Festival udgør lidt af det hele. Den besøges at tusindvis af glade mennesker, der nyder weekenden, den synes nærmest klinisk tom for muslimer, foreningslivet er her smukt til stede, der lyder rundt omkring en vis mængde humanistiske klichéer fra scenerne, og der er en del mere hr. og fru Danmark-stemning over det, end mediedækningen ofte giver indtryk af.
I kraft af denne har min personlige opfattelse af Roskilde Festival altid været overvejende negativ, idet der gang på gang fokuseres på enten mudder, varmt urinstøv eller blot så meget alkohol, at man bliver ganske træt ved tanken. Men inde bag stereotyperne findes alle de almindelige fornuftige mennesker, der går ædru omkring og hygger sig og udgør den største del af virkeligheden.
Det er vigtigt at blive mindet om, hvordan mediefremstillingen af livet derude i længden kan få form af stivnede forestillinger. Medieuniverset er én ting. Virkeligheden er noget andet. Glem det aldrig.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.