”DIN EGEN DAG ER KORT, men slægtens lang.” Sådan skriver Jeppe Aakjær i ”Historiens sang” som en poetisk påmindelse om vores lod. Vi er tidens børn, men også fortidens. Historien begyndte ikke med os, og historien rækker ud over os. Et historieløst menneske er løsrevet fra sin sammenhæng, og det er kun en alt for frodig grobund for selvoptagethed og navlepilleri. Er man døv for historiens tale, bliver man dum i dag. Historieundervisning er således antifordummende, den gør verden større og perspektivet bredere.
Og god historieundervisning eller måske rettere god historiefortælling var netop, hvad seerne kunne opleve på DR 1 søndag aften. Klokken 20, det tidspunkt, som ellers er reserveret de populære og stort anlagte serier (ikke et ord om Bornedals ”1864”), tonede ”Guld, konge og fædreland” frem på skærmen. En dokumentar om danskerne under Første Verdenskrig med den særlige vinkel, at historien i vidt omfang blev fortalt af efterkommerne både til store og små.
Kronprins Frederik og prins Joachim fortalte om deres oldefar, Christian X, Birte Weiss fortalte i kraft af sit slægtskab med Emma Gad, og en ætling af den hovedrige gullaschbaron Harald Plum fortalte om den initiativrige levemand.
Det var også familie, som fortalte om en sønderjydes trængsler som tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste og den lille pige, som kom til hest hos kongen, da han i 1920 gjorde sit berømte ridt over den gamle grænse efter genforeningen mellem Sønderjylland og resten af riget.
Danmark var neutralt under Første Verdenskrig, og den status blev en god forretning for de såkaldte gullaschbaroner, som leverede konserveskød til de krigsførende parter. Det var også en god forretning at lægge dansk jord til krigsfangelejre, hvor de indsatte levede ganske komfortabelt i forhold til den almindelige dansker. Danmark blev nemlig godt betalt for den humanitære indsats, og profitabel humanisme har nu sin charme dengang som nu.
Det var også i den periode, at Danmark solgte De Vestindiske Øer, og Påskekrisen bragte monarkiet i fare. De Vestindiske Øer blev afhændet til USA i 1917 efter en folkeafstemning og formedelst 25 millioner dollars. Måske var det en god handel, men var det også en værdig handel? Jeg mener, øerne fik jo ikke deres selvstændighed, de indgik i en handel, og kan man bare sådan sælge ud af riget? Det var også ønsket om at bevare hele Slesvig som en del af Danmark, der fik Christian X til at blande sig i regeringsdannelsen, så det udløste Påskekrisen og beskyldningen om statskup. Tænk sig: Når den folkekære monark fylder år, råbes der: ”Dronning, dronning, kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!” nede fra slotspladsen. I 1920 råbte de: ”Christian væk, republik, republik!”. Krisen løjede som bekendt af, kongen blev mør og monarkiet reddet.
Han måtte lære om demokratiet ”den hårde vej” som kronprinsen udtrykte det. I et folkestyre styrer folket, men talmajestæten har alligevel godt af andre majestæter.
Jesper Bacher er sognepræst