NÆRVÆRENDE dagblad lancerer sig selv som avisen om livets store spørgsmål. Ikke at man er for fin til at skrive om de små ting, men spaltepladsen vies til andet og mere end summende døgnfluer og trættende trivialiteter.
Mangt og meget kan kaldes uvedkommende for den enkelte, fordi vores interesser og tilbøjeligheder er forskellige, men de store spørgsmål hører med til at være menneske. Vores eksistens er et spørgsmål, som kalder på svar.
Man har i hvert fald ikke det indtryk, at livets mening er noget, som optager selv de kløgtigste menneskeaber. Vel kan man undertrykke de store spørgsmål, 0g måske er der mere jordnære spørgsmål om det daglige brød og overlevelse, der trænger sig på. Spørgsmålene består imidlertid, og hvorfor egentlig overleve, hvis der ikke er noget at leve for?
MON DR K KUNNE TÆNKE SIG at lancere sig selv som tv-kanalen om livets store spørgsmål? De store spørgsmål er også for store til noget enkelt medie, og det er velgørende, når de tages op. På DR K går man således direkte i kødet på de store spørgsmål i de korte programmer, som netop bærer titlen ”De store spørgsmål”.
Konceptet er det enkle, at 14 danskere, kendte som ukendte, giver deres bud på de store spørgsmål. Der er skolebørn, en pensionist, en antropolog, en forfatter, en landmand, en skolelærer, en milliardær of så videre.
Forfatteren er Carsten Jensen, milliardæren Lars Tvede og antropologen Rane Willerslev, men det er også interessant at høre andre danskere, som ikke er medievante meningsmagere og -dannere. I denne udgave af programmet lød spørgsmålet: ”Hvad får dig til at skifte mening?”. Ja, hvad får os til at skifte mening?
Det er ikke bare et stort spørgsmål, men også et penibelt spørgsmål. Et menneske, som uafbrudt skifter mening, er utilregneligt, men et menneske, som aldrig skifter mening, er ubevægeligt. Der er også det ved at skifte mening, at man dermed vedgår, at man engang ikke så helt klart, at man tog fejl og måske endog lod sig besnære og forblænde. Hvordan skifte mening uden at tabe ansigt og anseelse?
DET ER KLART, at et meningsskifte kan være udtryk for opportunisme og fejhed, men det må da kalde på respekt, at man hellere skifter mening end at vende ryggen til virkeligheden. Historikeren Uffe Østergaard, som også skriver i denne avis, er et eksempel på en mand, som har haft modet til at gå i rette med sine gamle meninger om globalisering og nationalitet, og det siger noget om menneskeligt og intellektuelt format.
Uffe Østergaard optrådte ikke i ”De store spørgsmål”, men det gjorde som nævnt Carsten Jensen, som nu ikke fik fortalt, hvad der kunne få ham til at skifte mening. Derimod bedyrede forfatteren, at det ikke fik ham på andre tanker, hvis nogen påstod, at hans meninger skyldtes en eller anden ”karakterdefekt”. Hvis Carsten Jensen betragter slige påstande som underlødige, er det underligt, at han ved en anden lejlighed kunne betegne Dansk Folkeparti som ”klamme kældermennesker”. DF lyder godt nok ret karakterdefekt ifølge Carsten Jensen. Nuvel, undertegnede har ikke skiftet mening om DR K. Kanalen er stadig en pryd for licensen.
Jesper Bacher er sognepræst.