Prøv avisen
Mediekommentar

”Gift ved første blik” leger med mennesker, som var de mus i et laboratorium

Kathrine er en af de håbefulde singler, der bliver gift i ”Gift ved første blik”. Programmet underholder på brutal vis, mener Sørine Gotfredsen. – Foto: DR

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”Gift ved første blik” er en ekstrem tv-opfindelse. Det er hjerteskærende at opleve, hvordan de medvirkendes ønske om lykke og forvandling er så inderligt, at de som i en tranceagtig tilstand næsten får overbevist sig selv om, at det virkelig er den eneste ene, de er blevet tildelt, skriver Sørine Gotfredsen

FJERNSYNET HAR med tiden fået en rolle i menneskets liv, det næppe var tiltænkt. Det ses ikke længere blot som kilde til oplysning og underholdning, men også som en maskine, der kan forandre den enkeltes tilværelse. Især to programmer beskriver fænomenet.

Læs også: TV-præst fra ”Gift ved første blik”: Jeg har fundet min store kærlighed

Det drejer sig om DR’s ”Gift ved første blik” og TV 2’s ”Vild med dans”. Sidstnævnte, der sendes fredag aften, har som præmis, at et menneske kan transformeres om til en anderledes slank og selvsikker type end den, der i begyndelsen fumlede rundt på dansegulvet. Tidligere statsministerfrue Anne Mette Rasmussen udgør et meget omtalt eksempel på personlig danseforvandling, og mange deltagere betegner deres medvirken som en ”sindssyg rejse”. Altså en proces, der virkelig sætter sig spor. Det kan virke en kende overstyret, og ”Vild med dans” har noget hult og glimmeragtigt over sig, men også et skær af det harmløse, eftersom det ikke er hele personen, der er på spil. Man kan fejle som danser, men ikke ubetinget som menneske.

ANDERLEDES SERIØST GÅR DET for sig i ”Gift ved første blik”, der er en ekstrem tv-opfindelse. Fire par sættes sammen af et ekspertpanel bestående af blandt andre en psykolog og en præst, hvorefter de bliver gift på rådhuset uden at have mødtes før. I fem uger skal de leve som ægtefolk og forhåbentlig opdage, at de faktisk passer så godt sammen, som det er blevet spået. Ret hjerteskærende er det at opleve, hvordan de medvirkendes ønske om lykke og forvandling er så inderligt, at de som i en tranceagtig tilstand næsten får overbevist sig selv om, at det virkelig er den eneste ene, de er blevet tildelt. De overgiver sig til den romantiske fantasi, hvorefter det hele langsomt krakelerer. De møder igen deres eget gamle jeg, og i onsdags blev én af de medvirkende så frustreret, at han for øjnene af sin hustru beklagede sig over, at folkene bag programmet havde leveret en så skuffende vare.

DET VAR ET MODBYDELIGT ØJEBLIK, for det er modbydeligt fjernsyn, der kommer ud af det, når man vækker menneskers drømme til live for dernæst som en distanceret videnskabsmand at observere deres gradvise opløsning. Man må undres over, at præst Michael Brautsch vil medvirke til en sådan manipulation, for nok rummer ”Gift ved første blik” en vis opbyggelig meddelelse om, at et ægteskab ikke kun skal baseres på følelser, men også på fornuft og kompromis, men programmet leger med mennesker, som var de mus i et laboratorium. Mange længes efter at blive udfriet fra ensomhed og transformeret om til en smukkere udgave, og fjernsynet byder sig til som en smutvej til at blive frelst fra sig selv.

”VILD MED DANS” og ”Gift ved første blik” er populære programmer, for de underholder på helt basal, men også ret brutal vis. De dyrker menneskers ønske om en lykkelig forvandling og klæder dem ud og stadser dem op og lader dem i forskellig grad falde igen. På dansegulvet skal de nok klare sig. I ægteskabet ved første blik ligner det mere og mere kold udnyttelse af dyb længsel.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.